1. Asiago PDO
Asiago PDO-osten er en af de mest berømte produkter fra regionen overhovedet. Den har sit navn fra Altopiano-plateauet, som også er kendt som de syv kommuners land, og hvor mejeritraditionerne går tilbage til den tidlige middel- alder.
Man fremstiller Asiago på to må- der. Asiago d’allevo er den mod- nede ost, mens Asiago pressato er mere frisk i stilen.
D’allevo er den originale og ligger tættere op ad den oprindelige fremstillingsmetode, og den må først udskæres efter 4-6 måne- ders lagring, hvor den bliver Mez- zano. Lagres den 10 måneder, bliver den Vecchio og Stravecchio efter 15 måneder. Osten har mellemstore huller og er strågul. Asiago Pressato er blot lagret i mindst 20 dage og er mere hvid med ujævne huller og mere sødme i smagen.
2. Montasio PDO
Denne ost producers typisk i den østlige del af Veneto og i Friuli. Der er findes tre slags Montasio PDO. Fresco med to måneders modning, Mezzano med 5-10 måneders modning og endelig Stagionato, der har ligget i mere end 10 måneder. Konsistensen er kompakt med få huller, når den
er frisk, mens den er strågul med små huller, når den er lagret. Den friske ost er deilkat med en lettere urteagtig og mælket aroma, som bliver fyldigere og mere aromatisk med alderen. Den modne udgave er også perfekt til at rive over pastaretter.
3. Monte Veronese PDO
Typisk for mejeritraditionerne i Verona-provinsen og særligt for engområderne i Lessinia så synes denne ostetype at have sine rødder i middelalderen. Det menes, at man inden år 1000 brugte den som betalingsform. Denne ost er lavet på komælk og findes både i en udgave på sødmælk og på letmælk.
Den førstnævnte er fyldig og flødeagtig, mens sidstnævnte kaldes d’allevo, og den kan både bruges på ostebordet og til at rive. Lagringsgraderne hedder Mezzano og Vecchio og dækker over en mindstelagring på henholdsvis 90 dage og et helt år.