Det er kun en ekstra drivkraft for Timm Vladimir, når folk vil sætte ham i bås som ham komikeren, der nu også vil prøve at lave mad. For allerede som barn gik han i madskole, mens de andre drenge gik til fodbold.
Timm tager imod i sin nye kvistlejlighed på Nørrebro. En slank hund hopper op og byder velkommen, og Timm forklarer, at han bekymrer sig lidt for underboerne, når Ozzy styrter frem og tilbage gennem det store åbne rum og angiveligt skulle lyde lidt som en galopperende hest, når man har soveværelse lige nedenunder.
Det er ikke lang tid siden, han har skullet vænne sig til et nyt liv som single efter mange års ægteskab, men komikeren, iværksætteren og madentusiasten har efterhånden fundet sig til rette i en anden bydel med delebarn, delehund og et arbejdsskema, der buldrer derudad med både tv-programmer, forretningsmøder og foredrag.
Mange danskere kom på fornavn med Timm Vladimir, da han sammen med vennen Gordon Kennedy leverede aftenunderholdning hos Statsradiofonien med catchphrases, som skulle blive en forankret del af eftertidens populærkulturelle referencer såsom ’Mester, den skal sgu have en tolvsyver i bagfætteren’, og ’Det bliver hun sgu glad for i længden’. Det var først mange år senere, han vandt Masterchef for kendte, men kærligheden til køkkenet kom faktisk før comedyen. ”Mad har altid været en kæmpe del af mit liv, og da de andre drenge gik til fodbold, så gik jeg til madlavning efter skole.”
“Jeg gider ikke at stå på Markuspladsen med en due på hovedet”
Det lyder så fancy at være forud for sin tid. Men på det tidspunkt var der jo ikke nogle tv-rollemodeller, så det faldt mig aldrig ind at blive kok. Mærkeligt nok. Det var først meget senere, da kokke begyndte at blive rockstjerner, at jeg tænkte: ’Det kan man også’, men så var jeg i gang med alt muligt andet.”
Stiller op for at vinde
Det store skifte fra at være et kendt navn som ’ham komikeren’ til pludselig også at være køkkentalentet Timm Vladimir skete, efter han havde medvirket i programmet Til middag hos, som han vandt. Det førte til, at producenterne på Masterchef fik ham med i programmet, hvor han igen ikke blot vandt, men også satte sig respekt hos både deltagere og dommere. ”Jeg stillede kun op, fordi jeg ville vinde. Hvis jeg stillede op i Vild med dans, ville jeg ikke have en chance. De har spurgt mig mange gange, men det kan jeg jo aldrig vinde, så det gider jeg ikke. Masterchef derimod var jo en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse. Også fordi jeg kunne få nogle benhårde topkokke til at vurdere min mad. Der får man jo bare helt ærlige bedømmelser råt for usødet.”
”Da jeg så var færdig med Masterchef, kunne jeg mærke, at jeg slet ikke var færdig med maden. Jeg har altid rendt rundt og været gøgler og standupper. Nu ville jeg lave noget med mad, men jeg skulle ikke have en restaurant. Jeg overvejede at finde en varevogn og så tage rundt i landet og lave cooking sessions – vel vidende at jeg med min tvivlsomme sans for logistik og orden forstod, at det ville blive et mareridt. Jeg var dog så heldig, at et par bekendte fra tv-branchen havde nogle lokaler i Valby, og så lavede vi madskole ét sted i stedet for at tage rundt.”
Det har langt hen ad vejen været ’learn by doing’ for Timm Vladimir, der jo ikke er hverken uddannet kok eller har studeret virksomhedsøkonomi på CBS. Men han har efter eget udsagn været privilegeret nok til at få chancen for at prøve nye ting af – og naturligvis til at lære af sine fejltagelser. Nogle af dem i privat regi.
”Nytårsaftener har næsten altid været holdt hos mig med 12-15 gæster, og jeg har begået alle de fejl, som foodies altid gør. Jeg var overambitiøs og stod i en uge mellem jul og nytår og lavede mad. Når det så blev nytårsaften, stod jeg hele aftenen i køkkenet uden at få talt med gæsterne, og vi var først færdige med at spise klokken to. Vi var lige ude og fyre noget af klokken 12 og så ind at spise igen,” ler Timm Vladimir.
Kritikernes spådomme en drivkraft
Det har ikke været uden udfordringer at skifte karriere. For selv om det på nogle områder har været en enorm fordel at være kendt, så er det samtidig en situation, hvor hans komikerbagdel er blevet placeret i den såkaldte klaskehøjde. ”I Danmark kan det godt være sådan, at nogen siger: ’Nå, nu er der en eller anden kendt, der stiller sig frem og laver noget, som han ikke er kendt for. Så må han være pissedårlig til det, og han gør det bare for at score lette penge.’ Logikken er altså, at fordi man er kendt for én ting, så kan man åbenbart ikke andet?” spørger Timm og giver selv svar på tiltale. ”Det var nok halvdelen af branchen, der spåede, at mit projekt ville gå ned efter et halvt år. Men der var så også en masse kokkekaliffer, der sagde, at ’det kan han faktisk godt finde ud af, det der’. “ Nu ti år senere og med en sund virksomhed i vækst og udvikling er Timm Vladimir ikke i tvivl.
“Jeg har hele tiden været klar over, at nogle kun kommer, fordi mit navn står på døren. Men hvis de kommer, og det er lort, så kommer de helt sikkert ikke igen.”
”Kritikernes spådomme har også været en drivkraft. Jeg skal fucking vise dem, hvad jeg kan!” Målrettetheden står tydeligt frem i hans ansigt, mens han placerer sine muskuløse underarme over kors på kroppen, og den velvoksne tatovering med ordet Libertá står tydeligt frem og fortæller om hans drømme som menneske og som iværksætter. Italiensk for frihed. ”Jeg har hele tiden godt været klar over, at nogen kun kommer, fordi mit navn står på døren. Men hvis de kommer, og det er lort, så kommer de helt sikkert ikke igen. Hvis du har haft en god oplevelse, siger du det til to personer, men hvis det ikke var godt, siger du det til ti. Så fra begyndelsen lavede vi en masse testruns. Jeg er meget ærekær. Det skulle bare sidde i skabet. Jeg vil ikke have, at nogen skal kunne sige til mig, at jeg er dårlig. Jeg oplever stadig, at der er nogen, der kommer ned og siger, ’det er ham fra Bagedysten’, og så har de nogle forventninger, der skal indfries.”
Timms første madkursus bestod af italienske klassikere. Ganske enkelt fordi han ville give gæsterne en fornemmelse af succes. Og med hans egne ord, så er den italienske løsning sikker hver gang, hvis ellers det er gode råvarer. ”Vi laver et niveau, hvor alle får en succesoplevelse. Hvis niveauet er for højt, og det ikke bliver godt, så går folk hjem med en følelse af at have fejlet og i øvrigt ikke at have spist. Det går selvfølgelig ikke.” Timm Vladimir elsker Italien og de seneste rejser er gået til henholdsvis Toscana, Umbrien og Veneto. I Toscana så han Det skæve tårn i Pisa for første gang under atypiske omstændigheder. ”Det var dels på bagkant af en nedlukning, men der blev også spillet italiensk landskamp, så der var ikke et øje. Det var EM semifinalen mod Spanien, og alle gader og pladser var lagt øde. Vi kom lige fra lufthavnen og skulle op at besøge min ven, der har et hus i bjergene, men på vejen bad vi chaufføren køre os til tårnet. Vi var der helt alene og tog nogle billeder, mens han fik en kop kaffe.”
Og det med at søge væk fra turistmasserne er helt afgørende for skuespilleren, der befinder sig bedst, når han er omgivet af autencitet. Han havde på forhånd troet, at det var noget af en umulighed i Venedig. ”Jeg var forberedt på at være overvældet af turisme. Men hvis man ellers bare lader være med at gå rundt på Markuspladsen hele dagen, så er der altså nogle store lokale oplevelser at hente. Byen er sgu fantastisk, hvis man gider at sejle lidt uden for de populære steder. Vi fandt de fedeste Vesterbro-agtige områder med masser af unge mennesker og naturvinbarer. Lidt smadret, men så fedt og et helt andet Venedig end det, man ser på billeder. Sådan nogle som mig er jo ellers lidt bange for at tage derned, for så står man der på Markuspladsen med en due på hovedet.”
Snakken går igen hen på italiensk mad, på venusmuslingerne i Venedigs laguner og på pasta og produkter, som står komikerens hjerte nær. ”Jeg kan ikke leve uden olivenolie. Jeg har altid en virkelig lækker olie, som jeg bare hælder på en tallerken og dypper brød i. Det holder jeg meget af. Især nu hvor jeg bor alene. Jeg lavede altid mad til tre personer før, men nu er der bare mig selv. Så en ost, en pølse og en god olivenolie. Har man brug for andet?” Han rejser sig fra bordet og vender tilbage med en økologisk italiensk olivenolie af bedste beskaffenhed. ”Når den er så pisselækker som den dér, har jeg ikke noget imod at bruge 300 kroner på en flaske olivenolie. Jeg elsker også oste. Jeg kan sagtens spise en Parmigiano Reggiano uden noget til – og jeg river det naturligvis ikke på spaghetti vongole”, siger han og løfter hænderne op foran sig som en italiener efterfulgt af et alvorsudtryk med mere end antydningen af et smil gemt bag øjnene.
”Jeg elsker at lave pasta selv og gør det ofte. Det er jo ikke sådan, at man kan sige, pasta secca er en dårligere version af pasta fresca. Slet ikke. Det er to helt forskellige ting. Men det at lave det selv er skideskægt, og der er noget fedt håndværk i det. Jeg får min 12-årige knægt med, og så sidder vi en eftermiddag og laver det sammen i køkkenet. Jeg prøver helt generelt at involvere ham i madlavningen, men det skal være en god oplevelse. Jeg har selv været sindssygt kræsen som barn, men i dag spiser jeg alt. Lige nu gider han egentlig ikke at prøve nye ting, men hele hans liv har han set mig stå i køkkenet med alle mulige ingredienser. Så når han en dag får lyst, bliver han ikke bange for at stå med en fennikel eller en majroe. Når han selv en dag kommer til at stå i køkkenet, så er han forberedt på det. Han er preppet og groomet på den rigtige måde,” fortæller Timm Vladimir og tilføjer: ”Håber jeg.” Det er ham i det hele taget særdeles vigtigt, at børn lærer at lave mad og får et forhold til råvarerne, inden de flytter hjemmefra. ”Skal du købe det udefra, så bliver maden både dyr og dårlig.”
Han prøver også ad politisk vej at påvirke børns relation til mad ved at sætte det på dagsordenen i skolerne, og han er med i en række projekter med blandt andre Fødevareministeriet. ”Men hold kæft, hvor er det bare en lang og kedelig kamp med de der politikere,” siger Timm Vladimir og slår opgivende ud med hænderne og tager efterfølgende en tår af sin kaffe.
Tung fødevarepolitik eller ej, så står der fortsat mad på dagsordenen hos dagens hovedperson. For selv om han stadig har en ben i underholdningsbranchen, så er han slet ikke i tvivl om, at hans ti år gamle beslutning var helt rigtig, og at han fortsat er på vej ud ad rette spor. ”Jeg har ikke et endemål. Det er ikke vigtigt for mig. Men den nuværende retning er den, jeg vil gå. I dag kan jeg heldigvis rigtig hurtigt mærke, om det er noget jeg vil, når jeg bliver spurgt. Det kan godt være, at der er noget jeg synes, lyder skidesjovt, men som egentlig ikke er noget for mig. Jeg vil jo stadig gerne være top of mind hos folk, så på den måde er Den store bagedyst super, også selv om det ikke har noget med min madskole at gøre. Der må bare ikke være stilstand.”
“Jeg kan ikke leve uden olivenolie. Jeg har altid en virkelig lækker olie, som jeg bare hælder på en tallerken og dypper brød i.”
Foruden Timm Vladimirs Køkken, driver Timm sammen med sin forretningspartner et bryggeri og en kantine, og han lægger navn til en serie af kvalitetskøkkenprodukter. ”Jeg kan godt se en restaurantkæde for mig. Jeg har ellers før været meget skarp på, at det skulle være en madskole, men nu er vi jo blevet sådan nogle gamle, tykke direktører, som ikke bare har en hjertevirksomhed længere. En virksomhed er jo 90 procent hårdt arbejde, og det med at få det til at hænge sammen er vigtigt, og derfor er det også spændende hele tiden at udvide.”
Timm rejser sig, og det samme gør hunden Ozzy, der under morgeninterviewet er faldet helt til ro under bordet. Tv-værten stiller beredvilligt op til et par Instagramstories, før han giver hånden og takker af. En ny dag står klar til at blive erobret af madøret, komikeren, faderen og ejeren af en delehund.
