Sofie Jama: Mit første ord var formaggio

“Hvor kan jeg sætte denne her?” Sofie Jama har medbragt sin ti måneder gamle søn til interviewet i Supermarco. Han sover tungt i en stor barnevogn, som efter en godkendelse af temperaturen udstyres med en babyalarm ude på lageret mellem Europapaller fulde af napolitansk kaffe og toskansk vin. Her er der køligt nok til, at han kan sove videre i Voksi-posen uden at vågne badet i sved, og hun sætter sig ved et stort bord i mødelokalet og lægger alarmen foran sig. 

Det er en noget anden barndom, end den 40-årige forfatter selv fik, inden hun som 13-årig kom til Danmark efter en otte år lang nomadetilværelse på flugt fra fronterne i den somaliske borgerkrig, hvor hun måtte lære at tage sig af ikke blot sig selv, men også af sine mindre søskende. 

Sofie beskriver delvist selvbiografisk i sin anmelderroste debutroman Et andet menneske, et andet liv, hvordan hun straks kort efter ankomsten til Danmark beslutter sig for at forfølge en ny identitet som dansker og således også tager afstand fra sine somaliske rødder. 

Hun afsøger omdrejningspunktet for interviewet og har flere gange i de forløbne uger forhørt sig om, hvad der er temaet. Hun virker ikke bekymret, men oprigtigt nysgerrig, og selv om hun har let til smil og latter, synes der hele tiden i hendes blik at gemme sig en alvor og en eftertænksomhed, der måske trækker tråde til en benhård barndom i et land, som blev skabt, da stormagterne trak streger og fordelte land mellem sig i Adrika og Mellemøsten og siden forsøgt domineret og splittet af militante bevægelser, der alle hævder at have Gud på deres side. 

”Somalia var en italiensk koloni. Italienerne gik lidt i panik sidst i 1800-tallet, hvor flere af de andre kolonimagter tog for sig af retterne, og så kunne de lige nå at finde en sandkasse i Sydsomalia indtil 1960. Min mor boede i den italienske del af Somalia og taler italiensk, så mit første ord var formaggio,” fortæller Sofie Jama, der efter eget udsagn har glemt meget af det italienske, men udtalen sidder stadig lige der, hvor hendes mor efterlod den engang i 1980’ernes Somalia. 

Danmark var som en anden planet

Men hun havde aldrig selv forladt kontinentet, da hun ankom i Kastrup efter at være fløjet direkte fra Addis Abeba, hovedstaden i Etiopien. 

”Det første, jeg husker, var, at det var så koldt. Det lyder banalt, men du skal tænke på, at jeg efter 13 år i Østafrika aldrig havde oplevet temperaturer under 30 grader, og vi kom i december. Jeg havde aldrig fløjet eller kørt i bil før. Det var som at komme til en anden planet.” 

Sofie og hendes familie var iklædt sandaler og tynde kjoler, som stod i skærende kontrast til danskernes tykke jakker og robuste vinterstøvler. 
”Jeg husker, at jeg løb tilbage til flyveren, fordi jeg følte, at min hud var ved at falde af.” Sofie Jama tager sig til armen. 

I begyndelsen overraskedes Sofie over både den venlighed, hun oplevede fra indbyggerne i det nye værtsland, men også fjendtligheden. 

”Vi kom fra så mange års krig uden mange smil eller grin. Her smilede og grinede folk virkeligt meget. Og de sad og drak noget, der hed alkohol. Det kendte vi ikke noget til, og jeg var meget fascineret af det. Men vi adskilte os på alle parametre. Vi var tildækkede fra top til tå, og vores hudfarve var helt anderledes. Vi var som et omrejsende cirkus. Og tænk at man spiste gris! For os var det ligesom at være kannibal, for grisen kendte vi som et meget intelligent dyr, og i dag ved vi jo også, at de faktisk ligner os meget.” 

Sofie Jama fortæller hen over det store bord i det mørke mødelokale, at hun blev tvunget til at se sig selv i et andet lys, og at det gav hende en form for selvforagt. Familien blev placeret i en ressourcesvag del af Nørresundby, hvor der var mange, der ikke var glade for de fremmede, og de to første år var virkelig ikke sjove, husker hun. 

Sofie klarede sig dog ualmindeligt godt i skolen, og hun blev en flittig gæst på bibliotekerne. Og netop bøgerne blev kilden til den transformation, som den unge kvinde satte sig for at gennemføre. 

“Krigen var min redning”

”Som 16-årig var jeg meget litteraturinteresseret, og jeg læste om katarsis og besluttede mig for at gennemgå en renselse og blive genfødt og se, om jeg kunne blive dansker. I Karen Blixens Syv fantastiske fortællinger var der en Jama, og det betyder historiefortæller. Jeg kommer fra en slægt af historiefortællere, og der blev altid fortalt historier rundt om bålet i min barndom.” 

Ligesom i den italienske film Livet er smukt, hvor en far gør det ubærlige liv i en fascistisk koncentrationslejr til en leg for sin søn ved at at omskrive virkeligheden til en spændende fortælling om en konkurrence, så gjorde Sofie sit eget liv under krigen til en historie for sig selv for at kunne overleve i en verden af død, sult og ødelæggelse. 

”Jeg havde engle og gud til at passe på mig, så jeg følte mig aldrig ensom. Vi rejste rundt i nomader på sletterne, og det var meningsgivende at drømme mig væk. Meget af tiden var jeg glad. Det kan lyde vanvittigt, men jeg kom fra et utrygt hjem med meget vold, men oplevede faktisk, at krigen var min redning. Krigens indtog betød, at volden aftog, og mine forældre begyndte at holde bedre sammen og give hinanden omsorg, og de tog sig også af os børn.” 

Krigens traumatiske oplevelser og erfaringer har for altid sat sig i Sofie, der tror, at den har gjort hende stærkere. 

”Det gav mig selvværd og troen på, at jeg var i stand til alt. Da jeg kom til Danmark, kunne jeg bruge det, at jeg havde lært at lave bål, at partere dyr og at tage mig af mine søskende og min far, der blev skudt. Så selvfølgelig kunne jeg lære at tale dansk. Jeg kunne måske ikke fjerne hudfarven, men jeg vidste, hvad jeg var i stand til. Jeg kunne lære sproget på rekordtid. Jeg mødte en masse kærlighed og omsorg fra bibliotekarer og lærere, fra en mand i bussen og damen på 80 år, der var glad for at lære mig dansk og at ryge cigaretter og drikke snaps som 16-17-årig.” 

Grebet af den italienske æstetik

Sofies evner stod mål med hendes vilje, og danskheden blev en stadig større del af hendes sprog og hendes liv. Og skriftsproget blev som en linse, hun kunne spejle sine omgivelser og sig selv i med den udefrakommendes nådesløse klarsyn. 

”Jeg er meget sanselig. Det har du måske også fornemmet i min første roman,” siger forfatteren og smiler nærmest indforstået med en hentydning til bogens både poetiske og billedlige sprog, hvor der ikke spares på hverken seksuelle erfaringer, spirituelle møder eller udpenslede voldelige passager. 

”Den sanselighed aktiveres endnu mere, når man kommer til et andet land. Jeg har boet i Catania på Sicilien i et halvt år for mange år siden. Jeg var fascineret af den italienske æstetik og af historien om Romerriget. Italienerne var også de første europæere, jeg kom i kontakt med, og jeg husker deres elegance – særligt kvinderne – og den måde, de gebærdede sig på. Jeg begyndte at gå til italiensk, samtidig med at jeg lærte dansk, da vi var kommet til Danmark. Jeg havde italiensk i gymnasiet og rejste en gang imellem helt alene til Italien.” 

”Jeg er stadig meget fascineret af, at man i Italien bare kan bestille en helt enkel pasta med tomatsauce, som smager himmelsk. Less is more. Alle sanserne bliver stimuleret, når man kommer derned, ” fortæller forfatteren, der i lang tid havde svært ved at vænne sig til den danske mad. 

“Jeg kan blive helt knust, når mad skal smides ud”

”Det betyder meget for mig, at det er simple ingredienser. I Somalia havde vi vores dyr, så vi havde kød og ost. Hvis vi var heldige, fik vi lidt ris. Jeg har ikke oplevet rigtig sult, men det er faktisk meget kompliceret for mig med overflod, de mange valg, overforbrug og madspild. Jeg køber få ting – de ting jeg har brug for, og jeg kan blive helt knust, når mad skal smides ud. I begyndelsen kunne jeg få angstanfald, når jeg gik i danske supermarkeder, og jeg kan stadig få hovedpine og kvalme. Jeg har sådan en strategi for, hvordan jeg skal overleve dagligvareindkøbene.” Sofie tager sig til brystet og udånder dybt og smiler lidt forlegent. 

”Jeg har det svært med, at kød er pakket ind i plastic. Børn og unge ved ikke, at det engang har været et dyr. Alt, hvad der er i uorden, skal bare væk her i Danmark. Jeg elsker omvendt at gå rundt på markedet i Italien og dufte til tomaterne, mærke på frugterne og se kødet ligge fremme uden at det har mistet kontakten med virkeligheden”

Borgere i vores eget liv 

Sanseligheden har også haft en pris for Sofie Jama. Lige som opvæksten i en kultur præget af andre sociale og religiøse dogmer end de typisk danske. 

”Enten nyder jeg sindssygt meget, eller også piner jeg mig selv. Jeg kan få det helt dårligt, når jeg har nydt. Det er lige som at få en gigantisk orgasme og så efterfølgende blive ramt af skamfølelse. Først at gå helt ind i det, men så bagefter … ” Sofie Jama puster ud og spærrer øjnene op. 

”Det er et rum, jeg går ind i 110 procent og har alle sanser åbne, når jeg stimulerer det”. 

Hun fortæller, at det er sværere at gå ind i sanseligheden og åndeligheden i storbyen. I dag bor hun selv i København, og hun synes, at mængden af støj – både lyde, lys, omgivelser og telefonskærme er med til at forurene kontakten til det guddommelige. Den kan kun opnås ved at skære støjen fra. 

”Nogle går i fysiske retreats for at opnå nærheden til sig selv og det guddommelige. Jeg er sikker på, at man åbner for det ved at isolere sig. Jeg tager for eksempel alene til en svensk hytte uden at tale med nogen i ti dage. Jeg siger til min familie, at jeg tjekker ud. Min mand forstår det ikke. ”Jamen nu hygger vi os jo”. Men vi danskere lever nogle meget konstruerede liv. Tingene mister deres naturlighed. Det er ligesom med nydelsen – den skal vi kunne mærke naturligt og ikke tvinge den igennem. Vi er efterhånden blevet borgere i livet. Vi er blevet borgere i vores egen familie, og vi mister vores sjæl.”

Sofie Jama har brugt en stor del af sit liv på at vandre. Hun har i årevis vandret gennem Østafrikas ørkener og vandret gennem livet i Nørresundby, Nørrebro, London og Hamborg i sin søgen efter en identitet, efter et andet menneske, et andet liv. Vandringen ender ikke her, men den har bragt hende til en midlertidig plads fuld af håb for fremtiden. 

”Mit navn er jo ikke Sofie, men Safira. Jeg ser identitet som noget flydende. Jeg har lært et nyt samfund at kende, og det var nødvendigt at lægge afstand til alt andet i en periode. Jeg havde taget afstand fra mine rødder som 17-årig for at være 100 procent dansk og talte ikke mit eget sprog i otte år. I dag er jeg begge dele, og det er et godt sted at være.”  

• Sofie Jama kom til Danmark som 13-årig som flygtning fra borgerkrigen i Somalia 

• Hun har skrevet romanerne Et andet menneske, Et andet liv og Den nordiske mands hævn. 

• Hun har i en periode boet i London og arbejdet som model. 

• I 2007 blev Sofie Jama kåret som Miss Århus i en skønhedskonkurrence. 

• Hun er uddannet i Kulturformidling og arabisk sprog ved Aarhus Universitet. 

• I dag arbejder Sofie Jama foruden forfatterskabet også som tolk for de danske myndigheder, og hun er en flittig debattør i aviser og på tv. 

• Hun har to sønner med sin nuværende mand og en stor datter fra et tidligere forhold.