Petra Nagel: Fra filterfri og grænsesøgende til mor og madnørd

Petra ser på sig selv med tilgivende briller

Petra Nagel blev kendt for at være filterfri og grænsesøgende. Men i dag er hun vært på det romantiske realityshow Bachelorette, der er optaget på Sicilien

Vi har mere til fælles, end jeg først har antaget. Det viser sig nemlig, at vi begge er uddannede på RUC. Vi kan begge skrive cand. comm. i journalistik på visitkortet, og vi har begge læst dansk som andet fag. Dog med en forskydning på næsten et årti.

Jeg har dog aldrig haft fornøjelsen af at møde Petra Nagel før nu, og sandt at sige var jeg heller ikke 100 procent skarp på hendes meritter, da jeg nok har ramt aldersmæssigt lige uden for kernemålgruppen for de mange tv-programmer, hun har bag sig.

Men da magasinets grafiske designer Michelle under et redaktionsmøde fortæller, at Petra efter hendes mening er skøn, og at hun vil være den helt rigtige kvinde til magasinet, så går jeg på opdagelse i hendes bagkatalog af broadcasts.

Petra Nagel har gjort det til sit brand at bruge sig selv i sin historiefortælling. Hun har taget seerne med på dates med mænd fra hele verden, hun har delt sine usikkerheder om sin egen krop og sit selvværd med os, og så har hun født på landsdækkende tv. Ikke ligefrem nøglepunkter i studieordningen på Roskildes akademiske alternativ til Journalisthøjskolen.

Nu er den 41-årige kvinde så netop hjemvendt fra Sicilien – og nærmere bestemt Noto på den sydøstlige
del af øen – hvor hun i egenskab af vært på tv-programmet Bachelorette har tilbragt nogle uger sammen med håbefulde romantikere, et tv-hold samt både mand, børn og svigerfamilie. Hvert afsnit følges af godt 400.000 danskere, der kan bevidne, hvordan to unge kvinder skal forsøge at finde kærligheden blandt en gruppe håbefulde, mandlige bejlere.

En kæmpe madelsker

Det er første gang, Petra har besøgt den kontrastfyldte italienske ø-region i Middelhavet.
“Sicilien har hele tiden stået på min ønskeliste. Jeg havde en forestilling om noget næsten ørkenagtigt med hvide bygninger, frisk fisk, varme og ekstremt smuk arkitektur. Så da produktionen sagde, at vi skulle til Sicilien, var det som en drøm, der gik i opfyldelse. Både fordi jeg elsker mit arbejde, og fordi jeg er en kæmpe madelsker. Jeg er ikke specifikt italiensk madnørd, men jeg har altid spist meget italiensk, og jeg kommer fra en familie, hvor vi går ekstremt meget op i god mad. Så det hele gik ligesom op i en højere enhed,” fortæller Petra Nagel.

“Da vi kom derned, var det også alt det, jeg havde forestillet mig. Men Sicilien har haft rigtig mange turister, og det kan man godt mærke. Der er tryk på gader og hoteller. Det er ikke, fordi det er slidt, men man kan mærke belastningen. Og så er der hele historien med skrald i Italien – der er bare meget af det.”
Hun noterer sig, at rigtig mange turister har set serien White Lotus, der har virket som en magnet på grund af de ekstravagante og smukke locations. Og så er der jo det med gastronomien.

“Jeg havde virkelig høje forventninger til maden, og jeg blev faktisk lidt skuffet. Jeg tror, vores generation har ekstremt høje krav, fordi vi har adgang til god mad mange steder og konstant inspiration via vores telefoner. Det gør, at forventningerne til smag og præsentation er meget høje. Heldigvis havde vi dog også et par helt fantastiske oplevelser. Min mand og jeg gik ud en aften, mens hans forældre passede børnene. Vi fandt et lille sted, hvor en mand kom ind og spillede harmonika. Vi fik rå jomfruhummer, østers og en helt sublim pasta, og alt gik op i en højere enhed.”

Bedste pasta nogensinde

“Det viser jo, at det kan lade sig gøre. Men der er også steder, hvor man fornemmer, at de bare tænker: Det er turister, vi serverer bare noget ligegyldigt. For nogle er et måltid bare et måltid, men det er det ikke for mig. Det er en oplevelse. Jeg kan blive helt irriteret, hvis folk ikke gør sig umage. Ligesom jeg selv gør mig umage i mit arbejde, forventer jeg det samme af andre.”

“Jeg fandt også en restaurant, der lavede den bedste pasta, jeg nogensinde har fået. Den var med friske tomater, basilikum, pistacie og en hvid fisk. Det var såsimpelt og så godt. Det er jo det, Italien kan – al fokus på råvarerne.“ Hun tager en bid af den hjemmelavede pistacie-gelato, vi har hentet i Supermarcos café, inden vi går i gang med selve interviewet. Og den skuffer heldigvis ikke. Den er lavet på de fineste Bronte-pistacienødder fra Etnas skråninger samt økologisk græsmælk fra Thise.

“Jeg forstår ikke, hvorfor danske isbrands ikke laver pistacieis med ordentlige swirls af pistaciecreme. Det
burde de,” proklamerer Petra. Hun fortæller, at hun egentlig ikke rejser ret meget privat, fordi der er så mange rejser i forbindelse med arbejdet som tv-vært. Hun har dog dette forår været i Limone, Piemonte for nylig med sin far og lillebror.“ Der fik jeg hver dag en Bombardino, som er en varm æggelikør med flødeskum og alkohol. Det smager lidt som en dessertdrink, og jeg elsker den slags. Men generelt har jeg faktisk været for lidt i Italien som voksen.”

Fik anafylaktisk chok under optagelserne

Petras vej ind i journalistikkens hall of fame startede med programme. Menneskeforsøg på den daværende ungdomskanal DR3. Her skulle hun på egen krop teste en række ting, som de fleste af os nok helst ville undvære. Blandt andet skulle hun lade sig stikke af gedehamse (efterfulgt af et anafylaktisk chok), undersøge sundhedsværdien af at stoppe hvidløg op bagi eller smøre sin ansigtshud ind i sæd for under overvågning af en hudlæge at teste, om det virkede foryngende.

“Det var sjov og ballade. Men også fordi de to andre var mænd, ville jeg bare vise, hvad jeg duede til. Så alle mine grænser lagde jeg bare på hylden. Jeg skulle vise, at jeg var villig til at bruge mig selv 100 procent.”

Senere pitchede Petra et madprogram, hvor hun skulle rejse rundt i verden for at prøve forskellige køkkener, men i Statsradiofoniens ører lød det ikke som noget for de unge. Man ville have noget med dating. Petra, der på dette tidspunkt var single, gik så i stedet på opdagelse i forskellige landes datingkultur ved at sætte sig selv i scene som en ung kvinde, der datede mænd fra både Brasilien, Serbien, USA, Island og Libanon. Hun blev sendt på et slags terapeutisk kursus, hvor hun skulle lære at se kameraet som sin ven. Aftalen var, at hun skulle være så filterløs som muligt.

Var for selvdestruktiv

I stedet for hele tiden at prøve at være sjov skulle hun være sig selv og samtidig repræsentere alle dem, der synes det er svært ikke at have en kæreste, men som gerne vil have sådan en. Petra dater hele verden var ligesom Menneskeforsøg en seermæssig succes, men det har også haft konsekvenser for Petra personligt, når hun ser tilbage på den person, hun var dengang.

“Men jeg fortryder det ikke. Det var et ærligt billede af at være et ungt og søgende menneske, der egentlig bare prøver at blive elsket og holdt af…”

“Jeg tror slet ikke, jeg ville have lavet Menneskeforsøg. Jeg prøver alt for hårdt. Altså bare at gøre vanvittige ting, som vi kan sidde og grine af… Bare at smøre sæd ud i ansigtet, det havde jeg fandme aldrig gjort i dag, det er jo nærmest ydmygende, men det var også bare en anden tid,” lyder det eftertænksomt. “I Petra dater hele verden tager jeg en serbisk mand med hjem på mit hotelværelse. Jeg filmer mig selv om morgenen, og jeg kan ikke engang huske, hvad der er sket. Jeg har været virkelig fuld og haft blackout og har haft sex med ham. Det har været en rigtig selvdestruktiv adfærd og alt andet end omsorgsfuldt over for mig selv.”

Petra stopper op og tænker sig om. “Men jeg fortryder det ikke. Det var et ærligt billede af at være et ungt og søgende menneske, der egentlig bare prøver at blive elsket og holdt af, og som drikker sig fuld, for at kunne være i sådan nogle sociale relationer.” Petra Nagel er i dag mor til tre børn. Og det har været med til at ændre ikke blot hendes prioriteringer, men også hendes måde at være i verden. For i en periode oplevede hun at føle sig for selvcentreret.

Børnene ændrede alt

“Jeg gik i terapi i programmet Petra får en baby, og man kan godt blive en smule skør af hele tiden at fokusere på sig selv: Er det her godt for mig? Hvad vil jeg? Altså, at egoet simpelthen kommer til at fylde for meget, fordi det ego, der ikke har fået plads nok i barndommen, virkelig skal få lov at fylde. Pludselig bliver man sådan en, der hele tiden skal tage stilling til, hvad man føler lige nu. Det tror jeg i udgangspunktet ikke er specielt klogt.”


“Og på det tidspunkt havde jeg jo ikke børn. Så der var også tid til hele tiden at fokusere og kigge ind og spørge: Hvem er jeg? Hvem ved egentlig det? Altså 100 procent? Jeg kan godt sige, hvordan jeg er i sociale sammenhænge, og folks blik på en, fortæller dig noget. Men jeg har i hvert fald altid haft svært ved at finde ud af, hvem jeg er.”

Så er det, at børnene kommer ind i billedet og ændrer dynamikken. “Når man har børn, er der ikke tid til det på samme måde, og det er også sundt. Oveni betyder det at blive elsket betingelsesløst også enormt meget for ens selvværd.”

Erfaringerne fra livet indtil videre vil dog altid være en del af Petra Nagel. Og selv om hun ønsker, at hun havde gjort en række ting anderledes, så har hun også delt ud af dem i bogen Ting, jeg har lært, da det var for sent, hvor hun giver gode råd til unge på baggrund af de gange, hun selv har gjort noget dumt.

“Men en journalist spurgte, om det overhovedet giver mening at fortælle unge, hvad de ikke skal gøre, når de selv skal erfare tingene. Og hun havde jo fuldstændig ret,” ler Petra Nagel. “Men min pointe er, at folk kan spejle sig i det, jeg gør. Det er hele min karriere – at vise noget, andre kan genkende.”

BID: Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

“At se på sig selv med tilgivende briller. Jeg drak alt for meget, når jeg gik ud, i mange år og har fortrudt det. Men jeg kan ikke bruge resten af livet på at fortryde. En præst sagde engang til mig, at jeg skulle være mere tilgivende overfor mig selv – ligesom Gud er.”
“Det er et virkelig godt råd.”

Andre artikler

Åbningstider

Mandag: 08:30 – 19:00
Tirsdag: 08:30 – 19:00
Onsdag: 08:30 – 19:00
Torsdag: 08:30 – 19:00
Fredag: 08:30 – 19:00
Lørdag: 08:30 – 17:00
Søndag: Lukket

Helligdage

Torsdag d. 24. december: lukket
Fredag d. 25. december: lukket
Torsdag d. 31. december: lukket

Bliv en del af Club Supermarco 🇮🇹

Vores eksklusive fordelsklub for Nordens største italienske specialbutik 💚

Gør som +60.000 andre og bliv en del af CLUB Supermarco.

Som medlem optjener du 5% bonus på alle køb, modtager alt fra tilbud til opskrifter og invitationer til skønne events.

Gør som +60.000 andre 💚