”Skal vi ikke bare spille med åbne kort?”
Jeg hedder faktisk Hansen til efternavn. Roar er bare mit mellemnavn.”
Maria Fantino smiler fra den anden side af bordet. Hendes bekendelse er nemlig allerede ude. Hun er trods efternavnet ikke skyggen af italiensk. På hendes sundhedskort er nemlig indgraveret det borgerlige danske navn Maria Emilie Prehn Hansen.
”Men ikke nok med det. Min mand, Emil, er også en Hansen. Jeg kan åbenbart ikke slippe væk fra det skide efternavn. Folk tror jo ofte, jeg er italiener, men jeg fik kælenavnet af en veninde som 12-13-årig efter en instrumental sang af franske Sebastien Teller. Den mindede hende åbenbart om mig. Og når jeg er i Italien, så skriver jeg Fantino, for så er det lettere at booke et bord.”
Ganske anderledes er det i Danmark. For Maria Fantino er det en helt afgørende del af hendes tilgang til livet, at hun ikke vil udnytte sin kendisstatus til at tilrane sig fordele.
“Skal jeg bestille bord i Danmark eller klage over et produkt på nettet, så skriver jeg bare Marie Emilie Prehn Hansen.”
Blev næsten paranoid
Maria Fantino blev i 2015 optaget på DR Talentholdet, og i 2018 blev hun vært på det succesrige ungdomsprogram på P3 Curlingklubben, som kanonerede hende ud til hundredtusinder af radiolyttere over hele landet. Og selv om hun i de følgende år langt fra var det kendte ansigt, hun er i dag, så var oplevelsen ikke desto mindre meget mere intens.
“Det er en mærkelig kurve at vænne sig til at blive genkendt. Dengang jeg startede Curlingklubben, husker jeg det som meget voldsomt, at folk kiggede på mig. Når jeg ser tilbage på det, føles det som ganske lidt. Men folk pegede og kaldte på mig. Der var nogle år, hvor jeg blev næsten paranoid: Kigger de på mig, fordi jeg laver Curlingklubben, eller fordi de ikke kan lide min jakke?”
Opmærksomhedskrævende – siger hun selv
I dag har Maria vænnet sig til det på en anden måde end tidligere, og hun fortæller, at hun lever af at være så ægte som muligt og af at være sig selv. Hun insisterer ligeledes på at kunne gå i svømmehallen uden at fokusere på, om folk kigger på hende eller ej.
Maria har en oplevelse af ikke at have fået særligt meget opmærksomhed som barn. Men hun beskriver sig selv som opmærksomhedskrævende, dog uden at svælge i den anerkendelse, som hun har efterstræbt hele livet, men som paradoksalt nok er utryg at være i i dag, hvor hun ikke bare modtager prestigiøse priser, men også har landet tv-underholdningens måske mest eftertragtede værtsjob for nu tredje år i træk.
Blev hende den sjove
“Jeg har altid haft en stor skabertrang og en livlig fantasi. Det blev ikke bedre af, at jeg fik en lillesøster som fireårig og følte, at opmærksomheden fokuseredes på hende. Som barn lavede vi cirkus, og jeg blev sprechstallmeister, for det er den person, der taler mest, og jeg mærkede, at jeg ville være den, der læste kortene op, når hele min familie mødtes og spillede Jeopardy.”
“Samtidig havde jeg ikke de kompetencer, som mange af de andre piger i klassen havde. De var smarte og seje. Jeg var ikke nogen af delene.”
“Jeg har altid haft en stor skabertrang og en livlig fantasi”
Så hvis Maria Fantino skulle have følelsen af at komme bedst muligt gennem skoletiden, skulle hun være i stand til at sige noget sjovt – nogle gange på egen bekostning. Det var også sådan, hun fra begyndelsen lærte at give fyldestgørende svar på spørgsmål.
”Jeg kan blive helt fascineret af dem, der bare kan give et helt tørt svar. Jeg tænker bare: Gud, hvor må du bare have været populær i folkeskolen, siden du bare giver så lidt af dig selv!”
Maria Fantino tegner et billede af en kvinde, der ikke har det her særlige udseende eller er så populær som de andre piger. Men det synes at stå i kontrast til den tilsyneladende selvsikre kvinde, der binder alle trådene sammen i X Factor.
“Det handler om, hvilke sandheder man bliver mødt med fra en ung alder. Jeg kender piger, der fra femårsalderen er blevet mødt af deres far med, at de har skuffet på et eller andet område, og nu som voksne bare går og higer efter anerkendelse. Jeg tror, at der usagt blev disket nogle sandheder op, da jeg var lille. Men så blomstrede jeg op i niende klasse og siden på gymnasiet og højskolen, og så er det gået stærkt derfra – også på selvtilliden. Men jeg tror, at alle aldre lever i en, så det kan godt være, at den nu 30-årige Maria kører med klatten, men hun skal også tage højde for, at der lever en syvårig inde i hende, som bliver meget nervøs, når hun møder nogle, der er megasmarte, som hun tror, ikke vil snakke med hende.”
Mest af alt ser det lyst ud for Maria Fantino, der da også fortæller, at hun har meget at være taknemmelig for.
“Jeg kan godt zone ud og tænke: Gud, hvor går det egentlig godt. Jeg er lige blevet gift med en, der er virkelig sød og nice, og som virkelig kan lide mig. Jeg har en lejlighed, og jeg er på X Factor, og jeg laver en Podcast med min gamle radiomakker, og jeg kan gå ud at spise, hvis jeg har lyst. Jeg har mine arme og ben. Det går jo rigtig godt!”
“Men så kan jeg blive bange for at miste. For jeg er jo ikke herre over, hvor længe jeg kan have de her jobs. Jeg må bare klemme balderne sammen og gøre mig umage hele tiden, for jeg tager intet for givet.”
“Jeg kunne måske købe et af de billige store huse i Italien og istandsætte det og dyrke nogle figner.”
BID: Hvordan doserer du dit arbejde i dag?
“Jeg synes selv, at jeg har det bedste og sjoveste arbejde, men da jeg lavede radio, så var det fem dage om ugen med møder og lidt for mange mellemledere, og så kan selv det sjoveste arbejde til tider bare føles som et arbejde.” ”Der er nogle kvindelige værter, som minder lidt om mig, men som lige er lidt ældre, og jeg er spændt på at se, hvad de gør, når de bliver 40, 50, 60 år.
Jeg er spændt på, om der stadig er en plads til os, når vi bliver ældre. Jeg er i en branche, hvor der er en grund til, at kvinderne, der laver X Factor, er i 20’erne og 30’erne. Som om vi ikke gider at se kvinder i 60’erne i hæle og en flot kjole!”
”Men jeg lægger rigtig meget til side, fordi jeg tænker, at jeg nok har en mulig udløbsdato – at telefonen en dag ikke ringer så meget mere. Hvad gør jeg så? Jeg kunne måske købe et af de der billige, store huse i Italien, istandsætte det og dyrke nogle figner.”
Vært med x-factor
BID: Hvornår er det sværest at være vært i X Factor?
“Det er sværest, når man skal være noget for nogen. Når du står til en audition med en familie, kan du næsten mærke i gulvet, hvor meget de ryster. Når de står med en, de elsker, som bliver revet i småstykker af dommerne, fordi vedkommende synger dårligt. At skulle finde sin plads i, hvordan man er der over for disse mennesker samtidig med, at man må acceptere præmissen om, at man laver tv. Man er jo frontpersonen for programmet, som de er er en del af, så man skal kunne rense luften mentalt og være klar til den næste.”
BID: Hvordan tror du, deltagerne oplever dig?
“Jeg kan mærke, at nogle af dem skal se mig an: Er du her kun, når der er et tv-hold på, eller er du der for os? Det har været meget vigtigt for mig i dette program, at dem, der er med i liveshowet, er nogen, jeg kender og kan huske navnene på. Det er et princip for mig, at jeg vil have hjertet med i programmet. Jeg kalder ikke nogen venner, som jeg ikke mener er nogen, jeg kan kalde venner. Jeg lægger ikke armen om nogen, hvor det ikke føles naturligt for mig at lægge armen om dem.”
BID: Hvor meget forberedelse kræver X Factor af dig?
“I de uger, vi kører liveshow, så laver jeg stort set ikke andet end at øve manus. Min mand spiller X Factor-melodien på keyboard, og så kører vi bare. Op til finaleugen laver jeg slet ikke andet, og jeg optager mig selv, når jeg øver manus.”
BID: Hvad kan du fortælle om X Factor, som vil overraske os?
“Jeg kendte ikke til deltagernes historie bag X Factor. Hvis du bor i København, kan det godt være, at du har lyst til at bo hjemme. Men nogle af deltagerne bor altså på et hotelværelse i op til syv uger, hvor de får hotelmorgenmad hver morgen. Det starter med at være fedt, men på et tidspunkt bliver man meget træt af røræg, bacon og cocktailpølser. Der er de her to ansvarlige Casper og Gitte, som slet ikke er med på tv, men da f. eks Svend var færdig, sendte han en hilsen til dem, fordi de havde betydet så meget for de her deltagere.”
”Det er som en slags højskole. Ikke bare fordi de har en læremester, men fordi nogle af dem er 15-årige fra Sønderjylland, som ikke bare skal flytte til København, men også bo på hotel med en masse andre, hvor de har øvere og skal lære at vaske deres eget undertøj og lave aftensmad de dage, hvor der ikke er fællesspisning. Det er derfor, de bliver så tætte. De laver alt sammen og bruger al deres tid sammen. Det er jo et helt program i sig selv.”
Marias mad-faktor
BID: Hvordan er dit forhold til mad?
“Jeg har nogle veninder, jeg går til italiensk sammen med. Den ene er et par år ældre end mig, en er i halvtredserne, og en er i 70’erne. Vi spiser middag hos hinanden eller går ud sammen hver anden gang. Altid italiensk. Sidst brugte jeg tre dage op til på at lave mad: Langtidssimret ragù, hjemmelavet pasta, surdejsbrød og hjemmelavet stracciatella. Jeg vil bare se dem nyde at spise min mad.”
BID: Afsætter du tid hver dag til madlavning?
“Ja, jeg bruger en time til halvanden hver dag. Jeg er en opskriftspige. Jeg kan godt improvisere, men jeg laver reelle retter og ikke ruskomsnusk. Da jeg var lille, var jeg meget kræsen og gik ofte sulten i seng. Nu, når jeg er voksen, vil jeg aldrig gå sulten i seng. Det værste, jeg ved, er at få mad, der smager dårligt, og jeg kan blive helt bitter, hvis en ret går galt: Det var jo den dags aftensmad, og nu skal jeg gå i seng ikke særligt tilfredsstillet i smags – paletten.”
”Jeg nyder virkelig at lave mad, og jeg laver ofte pasta selv – blandt andet ravioli. Jeg nyder at lave store portioner, som rækker i flere dage, og jeg insisterer på at bruge min altan som en have, hvor man kan gro zucchini og bønner, selvom det ikke går så godt. Vi har dog fået en god chilihøst, og jeg lavede den anden dag en traditionel chilisauce fra Sichuan, som tog tre timer.”
BID: Hvad er vigtigt for dig, når du handler?
”Jeg elsker at gå i supermarkeder i udlandet, og sidst jeg var i Rom, havde jeg en næsten tom kuffert med, og så fyldte jeg den op med parmesan og pecorino og guanciale og olivenolie. Jeg elsker at kunne føle på og købe en stor tomat. Problemet med italiensk mad er, at det er meget simpelt, men kræver virkeligt gode råvarer, og det rimer bare ikke særligt meget på danske supermarkeder.”
“De kommer til at tage den Aperol Spritz ud af mine døde, kolde hænder.”
BID: Hvad er den største gastronomiske luksus, du tillader dig selv?
“Enten at tage herind i Supermarco eller at købe frugt og grønt stykvis. At få lov til at mærke på en stor, flot bøftomat og selv stoppe den i posen. At kunne købe ét løg og ét hvidløg. At selv bestemme og købe noget, der er af virkelig høj kvalitet.“
“Og så har jeg en Parmigiano Reggiano DOP, der har lagret i 84 måneder. Det er snart to år siden, jeg købte den, og den kan næsten gå selv. Jeg bor ellers i et meget ostefrit hjem, fordi min mand virkelig ikke kan lide ost. Men sådan en ovenpå noget andet er ren luksus.”
”Nogle gange, når jeg har en ven på besøg, så laver jeg lige en hurtig pastadej og skruer en carbonara sammen. Det er jo ekstremt performativt, men det er fedt at kunne, og især hvis jeg lige får givet indtryk af, at det ikke var noget særligt at lave.”
BID: Hvad holder du af at drikke?
“En af livets små glæder for mig er en Aperol Spritz. Folk bliver ved med at skrive, at det ikke længere er sommerens drik. Men det er min rejecocktail. Jeg er ligeglad med, om folk skriver, at det er en vermouth-sommer. De kommer til at tage den Aperol Spritz ud af mine døde, kolde hænder.”
BID: Come va il tuo italiano?
“Jeg går til italiensk på Studieskolen. På et tidspunkt fik jeg nogle ekstra penge, og så tilmeldte jeg mig, og efter et halvt år fik jeg tre virkelig gode venner. Det kan godt være, at det er vildt nederen at have lektier for og bare sidde der en søndag og undre sig over, at jeg endda betaler for det – men at have det der fællesskab sammen med nogle andre mennesker, som er virkelig forskellige i både alder, og hvem vi er, og hvor vi kommer fra, fordi vi er blevet placeret sammen i det samme lokale med det samme formål, det er bare noget ganske særligt.”
