Hun har vundet masser af priser for sine film, men rent folkeligt har ingen af hendes film opnået større succes end den tragikomiske dogmefilm ’Italiensk for begyndere’ fra 2000, hvor vi følger en noget umage gruppe mennesker, der går til italienskundervisning i lidet eksotiske Hvidovre, og som hver især kæmper med sorg, ensomhed og – for Jørgen Mortensens vedkommende – potensproblemer.
Siden er det i den grad blevet til italiensk for viderekomne. For Lone Scherfig blev i 2019 æresborger i den billedskønne umbriske by Montone, der er vært for en årlig filmfestival, og filminstruktøren fik allerede for 20 år siden byens nøgler, som hun holder i selskab med notabiliteter som Colin Firth, Ralph Fiennes, Bille August og Ghita Nørby.
”Men nu er jeg så blevet rigtig æresborger i byen, og jeg må faktisk vie folk,” fortæller Lone Scherfig til En BID af Italien. ”Der er kun to æresborgere, hvor jeg er den ene, og Terry Gilliam fra Monty Python er den anden. Han var også med, da jeg fik min overrækkelse. Så står man der med et silkebånd i grønt, hvidt og rødt og ligner en krydsning mellem en italiensk adelsfrue og et pizzabud, mens de diskuterer ens moral. Bagefter er der en kæmpe italiensk buffet på torvet, hvor byens borgere spiser ved langborde.”
”De føler, at jeg har gjort noget for byen, men jeg føler selv, at det er omvendt. Jeg har haft så mange lykkestunder og været inviteret til så mange ting i så mange år. De er helt besatte af livskvalitet, lighed og gavmildhed, og så har de en meget høj moral. De har også den årlige Festa del Bosco, som er en slags høstfest, hvor man over hele byen kan købe hjemmelavet Limoncello, friske trøfler og ting, folk har syltet. Alle mulige ting, man også kan få i Supermarco.”
Italiensk for begyndere blev synkroniseret
Lone Scherfig blev første gang inviteret til den lille by nord for Perugia, da man viste ’Italiensk for begyndere’ projiceret op på en bymur fra en lille lejlighed.
”Men den fungerede jo slet ikke på italiensk, fordi den var eftersynkroniseret på italiensk. Så de talte alle sammen italiensk. Altså på nær når skuespillerne skulle tale italiensk. Så talte de dårligt italiensk. Men de var meget glade for den alligevel,” ler filminstruktøren.
Det er 21 år siden, hendes mildest talt succesrige dogmefilm havde premiere i de danske biografer, og for Lone er et gensyn med filmen som at kigge i et gammelt fotoalbum.
”Det var virkelig sjovt at lave den, og vi anede ikke, hvad vi var i gang med. Men jeg tror, at den fungerer, fordi den giver en tro på, at har man ikke nogen her i verden, så har man de fremmede, man kan knytte sig til, og de ender med at blive ens egne nærmeste. Men også at man kan overkomme sorg. Det kan godt være, at folk mest husker replikker som ’Posso avere una Jolly”, men der er den der undertone af, at der kan være en vej ud af fortvivlelsen. Måske derfor betragter folk det som en lødig film, selv om den er pjattet.”
Drømmen om Italien
Lone Scherfig er født i 1959 og voksede op i Søborg. Hendes far var direktør, og hendes mor arbejdede på Det Kongelige Teater, hvor den unge pige fik set Napoliballetten igen og igen.
”Fra jeg var helt lille, havde jeg den der drøm om Sydeuropa som et sted, hvor der var varmere og mere passioneret. Dengang kendte jeg ikke Italien så godt. Men guldaldermalerne malede jo Paradis, som om det var Toscana og Umbrien. Det var det mest eksotiske, de havde set, så de forestillede sig, at paradis måtte have set sådan ud.”
Men derimod var la cucina italiana ikke en del af kostplanen i Lone Scherfigs barndom.
”Jeg var ret stor, før jeg overhovedet smagte italiensk mad. Det spiste man jo ikke i Danmark, da jeg var barn. Det var mere noget, der kom. I dag elsker alle det jo,” fortæller filminstruktøren og glæder sig over, at hun i de seneste 20 år har lært Italien stadig bedre at kende.
I ungdommen var det særligt filmsproget, der prægede Lone Scherfig – både som menneske og instruktør. Det var instruktører som Fellini, Visconti og Rosselini der med ofte stærkt stilistiske eller socialrealistiske film i sort/hvid tiltrak et stort internationalt publikum og viste et andet Italien end det, man før havde set på det store lærred.
”Jeg føler mig som filminstruktør virkelig knyttet til italienske film fra 1950’erne og 60’erne. De tidlige Fellinifilm, Viscontis ’Leoparden’ og De Sicas ’Cykeltyven’. Det var altid dem, jeg helst ville skrive opgaver om, da jeg gik på universitetet. De store, italienske instruktører lavede jo stadig film, da jeg begyndte at lave film. Og så kom de amerikanske italienere som eksempelvis Coppola, Cimino og Scorsese, som er kongen over dem alle, men senere også Tarantino. De amerikanske italienere har så meget saft og kraft og et usnobbet og sanseligt filmsprog. De sigter ikke efter finkultur.”
The Godfather
Nogle af de film, som den danske filminstruktør i særdeleshed har taget til sig, er ’Godfather’-trilogien. Så meget, at hun engang sammen med franske venner, der ikke kendte filmene, har holdt en temaaften med tidstypisk udklædning og mad fra udvalgte scener.
”Netop maden i filmene er et studie i sig selv. Man kan jo få opskriften på den spaghettisauce, Clemenza laver i ’Godfather’. Jeg har en teori om, at mange af de små retter, man får i Italien, er et levn fra, at du har en husmor, der løbende servicerer lige som hos familien Corleone, som så sidder rundt om bordet og konspirerer. Jeg elsker det der med, at tingene flyder ind på bordet i en lind strøm. Det ser man meget godt i ’Godfather’, når de er hjemme. Og så elsker jeg den scene, hvor de har et lille olivenolieimportfirma, og Vito (Robert di Niro) kommer hjem og er helt vild med sin unge kone. Han har så stjålet en pære, som han sætter på bordet og skærer et stykke, som han lægger foran hver tallerken som en kærlighedserklæring. Det er jo den mand, der senere får et kæmpestort forbryderimperium.”
Også appelsinerne er ifølge Lone Scherfig af stor betydning. Ikke blot i det italienske køkken, men også i filmene.
”De er der som et symbol for Corleone og Sicilien, og første gang Godfather bliver skudt, er han henne for at vælge nogle appelsiner fra en frugtvogn. Og da han dør, går han rundt i familiens egen appelsinlund med sit barnebarn.”
Gå aldrig ned på kvalitet
Den italienske tilgang til mad har også sat sit præg på Lone Scherfig, der er kompromisløs, når det gælder kvalitet. Også på en række områder, hvor rigtig mange danskere endnu har til gode at opleve en åbenbaring – herunder olivenolie, eddike og tomatkonserves.
”Man skal simpelthen ikke gå ned og købe dåsetomater, der ikke er ordentlige. At vælge nogle få italienske kvalitetsvarer sprænger jo ikke husholdningsbudgettet. Og jeg er også virkelig begyndt at kunne leve mig ind i, at man kun kan spise én slags pasta med én særlig sauce. Sådan var det ikke tidligere. Nu kan jeg se, at det ikke bare er æstetik, men at der er en grund til det. Vi har selv et drivhus med tomater og basilikum, og vi har altid pasta, parmesan, olivenolie og hvidløg i huset. Det er måske ikke slankemad, men …”. Lone Scherfig ler. Hun er en livsnyder med stor passion for italiensk mad og italiensk livsstil, og hvis alt går efter planen, får vi andre lov til at opleve hendes kommende italienske projekt på skærmene derhjemme.
Lone Scherfig er dog ikke en kvinde, der stiller sig tilfreds med tidligere succeser, og der går ifølge hende selv ikke en dag, uden at hun ligger og tænker over, hvordan hun ville have lavet noget om i sine film.
”Jeg skal se fremad. Man kan kun have det her job ved at tro, at man har sit bedste arbejde foran sig. Og det gælder også i køkkenet.”