Lad os starte med at skrue tiden lidt tilbage. James og Adam Price toner i 2008 frem på skærmen på DR2 i Hanen og ægget – det første afsnit i den serie, der skal vise sig at blive en af de mest langlivede i statsradiofoniens nyere historie, og som er med til at inspirere, motivere og lære seeren glæden ved at røre sin egen mayonnaise, hakke en burgerfars på brisler eller forsøge sig med molekylærgastronomi.
De første ti programmer bliver indspillet på ti dage med TV Sluk-producer Anders Johansen ved roret, og det er også der, tonen bliver slået an for kapelmester James og hans lillebror – et univers med små Monty Pythonske gags, hvor man går ud af en køkkendør og derefter dukker op på et marked i Provence for at hente en frisk citron, og hvor de første skridt bliver taget til et tilbagevendende køkkenmaskinelt våbenkapløb mellem brødrene.
De to har hver især stærke navne på hvert deres fagområde, men de er på dette tidspunkt endnu primært deres forældres børn med en tårnhøj kulturkapital nedarvet gennem generationer. Forældrene er skuespiller, sceneinstruktør og madnørd John Price og skuespillerinde Birgitte Price. Adam er endda madanmelder på Politiken og er som sådan nærmest tvunget til ikke at gøre for stort et væsen af sin offentlige fremtoning.
Men alt det ændrer sig med Spise med Price, som bliver så stor en succes, at brødrene rykker over på DR1 i den bedste sendetid, hvor de i øvrigt har ligget solidt siden sammen med en solid placering blandt de mest streamede programmer på DRTV.
James Price er i dag 66 år gammel og kan se tilbage på en lang karriere som komponist, kapelmester og TV-vært, og i dag kan han så tilføje både forfatter og YouTuber på visitkortet. Vi har allerede lagt fotograferingen bag os, da vi finder os til rette i et glasbur i Supermarco med to kopper cappuccino foran os. Vi foretrækker den begge med sukker.
Det muntre køkken
”Det var jo heldigt, at Anders Johansen havde haft et ben i satiren og forstod vores skingrende sindssyge humor, fordi vi kunne jo også have fået en tør producer, der sagde, så sjovt skal det heller ikke være, det er jo madlavning det her. Men det var jo alt det, der ikke handlede om madlavning, han elskede, og det var en dybt integreret del af den måde, mig og Adam er sammen på. Så hvis man havde haft en producer, som havde været fremmed over for det, så er det meget muligt, at vi havde lavet én sæson og så ikke mere.”
”I starten var det Adam og mig, Anders og to fotografer – jeg tror vi var seks på det i alt, og vi lavede alt selv. Dengang var vi først ude at købe råvarer ind, og så lavede vi maden, og vi hjalp til med at vaske op, hver gang vi havde lavet en ret. Det havde jeg ikke kunnet holde til i dag,” fortæller James og ser nærmest forpustet ud.
”Men dengang kørte jeg tilmed bagefter ud på Bakken og spillede Cirkusrevyen. Og jeg tænker virkelig: For fanden i helvede! Jeg havde nogle helt andre kræfter på det tidspunkt.”
James håber, at Spise med Price har fået nogle af de danskere, der ikke holdt af at lave mad i forvejen, til at kaste sig ud i en masse køkkeneventyr.
”Vi ønskede jo med de her programmer at sige, at det, der foregår i køkkenet, både skal være sjovt, levende og en social ting – især det at sidde omkring et bord og spise sammen, er noget, som vi ikke må miste. Vi må ikke sidde i en familie på hvert vores værelse med hver vores skærm og hver vores mad. Vi bliver sindssyge af det. Virkelig! Hvis ikke der er nogen samlingskraft, hvor man siger, Nu sidder vi hér, og i aften får vi det her, og det deler vi, og så taler vi sammen,” så ender det galt.”
”Jeg kan bare ikke bære kræsenhed. Jeg accepterer, at der kan være ting, hvor folk siger, at koriander smager af grøn sæbe. Men det der med, jeg kan ikke lide et eller andet … Jeg kan ikke have det! Der må jeg bare sige: Grow up! Altså, jeg vil ikke finde mig i det, for jeg pålægger mig selv et virkelig ønske om at kunne lide alt. Jeg har svært ved at acceptere, at der er ting, jeg ikke kan lide. Altså, jeg behøver ikke at sidde og spise friteret leguan. Jeg taler om mad indenfor en rimelig ramme. Men der, hvor du har hele fødevaregrupper, som nogle mennesker bare står fuldstændig af på.”
En fælles flade
James Price er dybt bekymret for tabet af det fællesskab, som de voksne generationer er vokset op med. At hele familien var samlet lørdag aften foran et underholdningsprogram eller en krimi med Columbo, hvor alle så det samme og havde nogle fælles referencerammer.
“Vi havde en fælles flade, som vi allesammen var med på, og ikke at have det mere, det er dybt fortvivlende. Det her er vigtigt”
James fortsætter: ”Vi må ikke blive sådan nogle små, underlige både, der sejler rundt på et stort hav og ikke aner, hvem vi hører til, og hvorfor vi gør det. Jeg mener, at det er den værste trussel imod alt.”
Han kobler det sammen med børns kræsenhed, hvor man opgiver at tage kampen for at få lidt ro i familien, selvom man inderst inde godt ved, at det blot tager to-tre uger at holde fast.
”Havde vi lige holdt ud en uge til, selv om der blev hylet og skreget, men vi havde vist, at vi ikke ændrede holdningen, så havde barnet ikke taget skade af det og lært, at der var konsekvens i tingene. Men mange forældre giver op og tænker: Jeg vil bare have fred. Jeg magter ikke konflikten.”
James spørger, om jeg ved, hvad der er den mest spiste aftensmad blandt danskerne. Jeg gætter på spaghetti med kødsauce, men svaret kommer med en vis opgivenhed. ”Rugbrød! Rugbrød med et eller andet pålæg … som aftensmad …” James spærrer øjnene op og ryster på hovedet. ”Altså, du tager bare noget, du kan lide. Du kan godt lide kødpølse? Okay, det var så din middagsmad i aften. Det var så rugbrød med kødpølse. Alle kan tage, hvad de selv lige har lyst til. Hvor er fællesskabet?”
Youtube-kanal
Men hvis man nu får en opfattelse af James som en person, der afviser verden af i dag, så skyder man helt forbi. For han er et evigt nysgerrigt og videbegærligt menneske, som efter eget udsagn aldrig er holdt op med at undre sig, og som vedbliver at betragte livet som “en stor læringsproces”. Da Coronaen ramte, og restauranterne og revyerne lukkede ned, blev James ramt på sit levebrød, men han kastede sig i stedet over det umiddelbart ungdommelige projekt at starte en Youtube-kanal.
”Jeg er ikke sådan en, der er særlig god til bare at nulre rundt. Jeg opfinder ting, jeg kan lave. Først tænkte jeg, at jeg måtte lave nogle videoer, som kunne lægges på restauranternes Facebook-sider, som viste, at der stadig var liv. Jeg anede ikke, hvordan jeg gjorde det. Og så langsomt fandt jeg ud af, at man skulle lave det på YouTube, og så linke til det på Facebook. Det var en stejl indlæringskurve. Jeg er jo ikke 22 og er ikke vokset op med teknologien på samme måde, som de unge mennesker i dag, som bare gør det helt naturligt. Jeg skal virkelig læse op på alting, og for hver en funktion, jeg skal kunne, skal jeg se ti tutorial-videoer.”
Allerede i barndommen fandt James ud af, at han holdt af at optage film. Dengang det hed smalfilm- eller Super-8. Filmen lå i en lille kassette, som man stoppede ind i et kamera. Derefter skulle den afleveres til fotohandleren til fremkaldelse, og efter en uges tid kom den med posten.
”Men hvor var det fantastisk. Det var mig, der havde filmet det, og det bevægede sig. Og så begyndte man jo at klippe i det med sådan en lille maskine, hvor man hakkede filmen over og kunne klistre den sammen med noget underligt lim. Klippene så forfærdelige ud. Der kom sådan en sort stang igennem billedet, hver gang der var et klip. Men jeg syntes, det var sjovt, og jeg har fundet ud af, at jeg stadigvæk synes, det er sjovt.”
Cosy Crime
Og så er der det med forfatterskabet. Og her taler vi altså ikke kun om kogebøger For i 2024 sprang James og hans kone Anette ud som krimiforfattere – i første omgang med bogen Det røgede lig, der udspiller sig på Bornholm.
”Altså, det kom jo lidt som en overraskelse, både for mig og min kone. Men for et par år siden fik jeg en mail fra forlaget Gutkind, som spurgte, om jeg havde lyst til at kaste mig ud i at skrive en såkaldt hyggekrimi – en cozy crime. Jeg skrev tilbage, om de ikke skulle have haft fat i min bror. Det er jo ham, der skriver. Jeg laver primært musik. Jeg har skrevet en mængde madartikler og også opskriftsbøger, men jeg har sgu aldrig prøvet sådan et projekt. Lykkeligvis er jeg nysgerrig nok til at sige, det kunne da godt være, at det var sjovt. Og skulle det gå helt galt, så kunne de jo lade være med at udgive den”.
Men James havde brug for én at spille bolden op ad, og sammen med Anette, som driver et kommunikations bureau og som med James’ udtryk er et skrivende menneske, var det oplagt, at parret gav det et skud. Men det viste sig at være noget af en opgave, når man ikke har skrevet en krimi før. Hvad skal ske? hvornår? Hvordan er mordet begået?
Mord og mozzarella
”Du skal faktisk skrive bogen forfra og bagfra samtidig. Og inden du virkelig kommer i gang med historien, så skal du have lavet en fuldstændig klar plotlinje. Så du ved, vi skal derfra og dertil. Og hvordan du så får fortalt historien, og hvordan du får lagt dine små vildskud, som jo helst kan bringe læseren i tvivl. Jeg har godt nok læst mange whodunnit-krimier gennem mit liv, og jeg holder meget af det. Og jeg vil sige, at når man ikke er professionel forfatter, og det er ens første, så blev det lidt sådan, som det nu blev. We made it up, efterhånden som vi skrev, og det gik jo fint. Vi har haft nogle glade læsere, og vi har haft nogle sure anmeldere, men det må man jo leve med.”
Det blev i 2025 til endnu en bog i rækken om politiinspektør Eva Sonne, der denne gang rejser til Campania i Syditalien i jagten på en ny morder. Mord og Mozzarella. James og Anette har gjort sig en masse erfaringer fra den første bog, men spørgsmålet er ikke, om det er lykkedes at skrive den helt rigtige krimi, men om processen.
”Jeg kan bestemt ikke sige, at alt, jeg rører ved, lykkes. Og det ville også være forfærdeligt. Vores kære, gamle far sagde, at succes, det er glimrende. Men det er altså fiaskoerne, man lærer af.”
”Det er jo dybt banalt, men hvis livet kun bestod af succesoplevelser, så ville man jo enten få storhedsvanvid eller miste pejlingen. Så jeg vil sige, at jeg har været heldig i mit liv og fået en del succes og har lavet ting, der er gået godt. Jeg har også prøvet det modsatte. Noget lærer man af, og noget lærer man så ikke så meget af. Nogle gange kan det føles uretfærdigt, for vi gør jo alle sammen vores ypperste. Om det er en forestilling, et stykke musik, en bog eller hvad det nu er. Det virker hårdt nogle gange, når man så får at vide, at det ikke var godt nok, og så bliver man selvfølgelig ked af det. Jeg tror, at man inderst inde godt selv ved, om det man har præsteret var okay, og det må jo handle om, at man har gjort det bedste, man kunne. Og kommer der nogen, der slår en oven i hovedet bagefter, så må man sige, at man gjorde sit bedste. Så kan man jo for helvede ikke gøre mere!”.
Fryse med Price
Det mest livsændrende i de senere år har dog hverken været krimier eller videokreationer, men derimod ibrugtagningen af en ny, stor fryser i Price-hjemmet. For i lighed med de fleste andre af os er James ingenlunde upåvirket af fødevareprisernes himmelflugt eller den almindelige sunde fornuft i at undgå madspild. Og frysemaden er blevet et projekt i sig selv. Et projekt med en overvældende mængde systematik. For når først James går ind i noget – så er det all in.
”Vi har simpelthen købt små papetiketter og elastikker.” James griner. ”Det er simpelthen så husmoderligt, at man tror, det er løgn. Vi har nummereret vores skuffer i fryseren, og hver gang vi lægger noget derind, så er det fuldt markeret med dato og alting, og man kan se, hvad der er derinde. Og så har jeg en fil på min computer, der hedder Fryseren. Skuffer 1, 2, 3, 4, 5. Altså, det jeg nu siger, får mig til at brække mig over mig selv, men så står der simpelthen, hvad der er i alle skufferne, og det vil sige, at jeg lægger min madplan. Så kigger jeg på min computer og kan se, at vi for eksempel har en Panang Curry. Den er i skuffe 4. Så bliver den taget ud af skuffe 4. Der står tydeligt Panang Curry på den.”
James er ligeledes meget opmærksom på de mere tidsfølsomme varer som frisk salat, som jo ikke har ret lang levetid. For måske spiser man halvdelen den ene dag, og så er det smart, at man har gjort sig tanker om, hvordan resten skal inkorporeres i planerne de kommende dage.
”Det er jo ikke okay at smide det ud. Der ryger let en tredjedel af husholdningsbudgettet, som du lige så godt kunne smide ind i en kamin. Og det er næsten ikke til at bære, for det er blevet så fucking dyrt. Det er jo bare common sense, at man skal bruge de ting, man har. Det giver vanvittigt meget mening.”
