Anders har sådan et genkendeligt ansigt. Sådan et man har et rart og behageligt forhold til. Men risikoen for, at det er skærmens bedrag, der giver dig følelsen af, at du står sammen med en gammel ven, er overhængende, for det er noget nær umuligt ikke at have stiftet bekendtskab med skuespilleren på enten skærmen eller lærredet i løbet af de sidste godt 20 år. Krøniken og Klassefesten. To verdener og Taxa. Cecilie og Superclásico. Nå ja, og Italiensk for begyndere. Måske skal vi bare starte der. For netop den film solgte flere biografbilletter end nogle af de andre film, Anders W. Berthelsen har medvirket i lige siden, og den var foruden en flot fjer i hatten hos filminstruktør Lone Scherfig også en succes for dansk film med en Sølvbjørn i Berlin og nød ikke mindst en pæn popularitet i netop Italien.
”I starten fik vi mange henvendelser fra italienere. De var meget glade for filmen,” fortæller Anders W. Bertelsen, der spillede rollen som den sympatiske unge præst Andreas, som slutter sig til et begynderhold i italiensk på en aftenskole i Hvidovre.
”Det var en sindssygt sjov film at lave, fordi det var dogme, og også fordi vi optog en del af filmen i Venedig. Det var som at være en del af et eventyr, og det var et kæmpe cast. Der var jo sindssvagt mange mennesker med i den film, og der blev talt dansk, engelsk og italiensk. Den italienske pige (Sara Indrio: red.) bor her og taler dansk, og Lars Kaalund kan tale italiensk. Og så var det bare sjovt at rejse til Venedig og filme. Det gør man ikke ret meget, for det er jo pisse dyrt, og Venedig er ikke nogen billig by at optage i. Og at filmen så fik den der helt vilde succes, havde ingen af os forventet.”
Netop indspilningerne dengang i begyndelsen af det nye årtusind var en medvirkende årsag til, at skuespilleren fik et helt særligt forhold til Italien.
”Af en mærkelig grund kom landet tættere på. Jeg fik en ømhed omkring det, og det blev også en del af min verden. Sådan fik jeg det også med Lolland efter at have optage Mifunes sidste sang. Jeg kan huske, at jeg stod i en lufthavn i Zürich, hvor jeg blev stoppet af nogle italienske turister, hvilket var meget uvant for mig. De havde set Italiensk for begyndere og syntes, den var fantastisk.”
Startede på kok- og tjeneruddannelsen
Inden da var det mest kærligheden til det italienske køkken, der havde båret drømmen. En kærlighed der ikke kom fra fremmede.
”Min far elskede at stå i køkkenet og lave mad og gik også på finere madlavningskurser. Jeg var sammen med ham i køkkenet, og mad har interesseret mig lige siden. Så længe jeg kan huske tilbage, var jeg vild med det italienske. Altså, jeg elsker at lave mad fra forskellige lande, men jeg må sige, at mit hjerte banker for italiensk mad. Det er simpliciteten, men med sindssygt gode råvarer. At få det til at smage så vanvittigt godt med så få ingredienser – det er jeg sgu ret vild med.”
Selv om Anders W. Berthelsen allerede i en ung alder fandt ud af, at han ville være skuespiller, og hans forældre støttede hans drøm, så mente de også, at det var klogest at få det, de kaldte en ‘rigtig uddannelse’. Så han påbegyndte en levnedsmiddeluddannelse på EFG for at få et job som kok eller tjener. Det blev som bekendt aldrig hans levevej, men madlavningen fylder stadig meget i hans liv.
”Jeg har mange retter, jeg holder af at skrue sammen, men jeg må indrømme, at jeg har noget med trøfler, og sådan en helt simpel pastaret med trøffel er fantastisk. Jeg elsker risotto, og min datter elsker pasta med tomatsauce – den helt simple, hvor det bare er de rigtige tomater og den gode olivenolie. Hele sommeren har vi kørt rundt i Toscana og fyldt bilen op med olivenolier og masser af trøfler, og jeg har mange gange overvejet at købe en skinke og sætte den op derhjemme, men nu er vi kun tre i husstanden, og det er svært at få spist den hele. Så jeg ender i stedet med at tage i Supermarco og købe skiveskåret prosciutto,” fortæller Anders og understreger, at den altid står på bilrejse til Italien i stedet for fly.
”Vi er sådan en kørefamilie. Altså, jeg får stress, hvis jeg finder en god vin, og jeg ikke kan tage hen til vingården bagefter og kan tage vinen med hjem.”
Anders og familien mødtes denne sommer med skuespilleren Rasmus Bjerg og dennes familie på en hyggelig restaurant i Siena.
”Vi var helt oppe at køre over denne her vin, og den kostede ikke en skid. Så tog vi op til vingården dagen efter og købte nogle kasser af den. Jeg er ikke nogen stor vinkender, så for mig handler det om, hvorvidt jeg synes, det smager godt eller ej, og så elsker jeg at prøve mange forskellige ting.”
Vendte tilbage til Venedig
“Vi kørte en del rundt i Toscana. Og så var vi en tur i Venedig. Hverken min kone eller datter havde været der før. Det var lidt heftigt lige i sommerferien – der var smæk på menneskemængderne. Så var vi i Arziano og Firenze. Fuck, det er en smuk by, og man spiser helt outstanding. Men jeg tror, vi skal der ned i yderperioderne fremover.
Man spiser jo fucking godt alle steder i Toscana, og jeg er vild med, at man selv på tankstationerne kan få en god kaffe og god pastaret. Det er ret vildt.”
Der er dog lige det med sproget. For selv om Anders W. Berthelsen har været mange gange i Italien siden dengang, han medvirkede i den prisvindende dogmefilm, så er det ikke flydende italienske gloser, der forlader hans mund.
”Jeg burde faktisk have lært italiensk. Altså, jeg har siddet her i sommer med guidebøger og appen Duolingo, der hver dag popper op og minder mig om, at jeg burde øve mig. Men nu vil jeg altså gerne have skovlen under det. Det er bare et sprog, jeg godt gad! Der er noget cool over det, når italienerne står der og råber til hinanden, du ved.”
Fucking regler for alt
Anders W. Berthelsen bor selv i et villakvarter i Lyngby. Langt fra Venedig, Napoli og Rom. Men stod det til ham, så kunne vi danskere godt tage ved lære af den måde, man tilgår både regler og leveregler i Italien.
”Herhjemme er der fucking regler for alt, uanset om du bor på Nørrebro, eller du flytter ud i et parcelhuskvarter. Du må hverken det ene eller det andet. I Italien er det mere: ’Det gør vi sgu bare!’ Man kan bedre vise overskud og glæde sig på andres vegne.”
Anders slår ud med armene. ”Nej, hvor skønt. De holder fest. Vi vinker til dem. Vi skåler med. Vi kommer forbi! Man føler herhjemme i dag, at man næsten ikke kan sætte en fod forkert. De er ikke hinandens politimænd, som vi er. Altså, det kan godt være, at vi siger: ‘Italienerne kører kraftedeme så vildt!’ Jojo, men hvis man lige ser på, hvordan de kører, så er det jo noget med, at de lukker andre bilister ind og ud i stedet for herhjemme, hvor vi har en attitude, der hedder: ‘Jeg har ret til at køre her. Væk!’ I Italien er der mere en forståelse af, at vi alle jo skal frem, og at vi skal have det til at glide. Herhjemme er det mere noget med: ‘Jeg kunne godt lade ham komme ud, men nu trykker jeg i stedet lige på speederen. Det er min ret!’ Sådan føles det ikke i Italien. Der er bare højere til loftet, og det kan jeg enormt godt lide.”
Skuespilleren erkender dog, at det samme ikke gælder madlavningen. Her er italienerne oftest aldeles kompromisløse med de opskrifter, de har lært fra deres mødre og bedstemødre. Men netop det at tage maden så alvorligt er en del af pakken med passionen, familien og fællesskabet sat i højsædet.
”Jeg synes, det er skønt, at man tager maden alvorligt. Det der med at sidde og tale om maden, mens man spiser, og man lader den fylde og blive en del af sammenholdet og fællesskabet. Mad er at sanse, og jeg kan lide den måde at være sammen på. Hvis man spiser mad, der ikke smager af noget eller smager ligegyldigt, så går noget af det fra. Jeg kan godt lide den sanselige tilgang til livet. Jeg kan lide stoltheden. Der er ikke noget pis!”
Hvad genkender folk dig oftest fra?
“I begyndelsen var det meget Taxa, og så var det Krøniken, der fyldte virkelig meget. Der kom engang en skoleklasse, og en af drengene så mig og sagde. ʻHej Palle, er det ikke dig fra Taxaʼ.
Klassefesten-filmene har også af en mærkelig årsag fyldt meget hos folk. Og Italiensk for begyndere blev jo set af 8-900.000 bare i biografen. Der er dog ingen, der har kaldt mig Bamse endnu”.
Hvordan var det at blive til Bamse?
“Jeg brugte fucking fire timer hver dag på makeuppen, da jeg skulle laves om til Bamse. Man må ikke blive irriteret, for når du først går ned ad den vej, er der ingen vej tilbage. Så det er bare at sidde og gå til sit ”happy place”. Men det var fandeme dejligt sidste dag og en enorm lettelse ikke at skulle have det på mere”.
Hvilken film, du har medvirket i, har overrasket dig mest?
“Da vi havde lavet den første Klassefesten, og den var klippet, så sagde Nordisk Film, at ʻdet kan vi sgu ikke sende udʼ. Jeg skulle introducere den for en masse filmfolk i Svendborg til en filmfestival, men jeg var nødt til at gå lige efter, fordi jeg havde et andet møde, og der sad denne her fyr fra produktionen, som var lykkelig over, at jeg var sluppet afsted, så jeg kunne slippe for den store ydmygelse. Men han ringede så, da jeg var nået til Storebæltsbroen og fortalte, at det var en kæmpe succes. Alle havde dømt den ude. Men den ramte åbenbart noget i folk, som man ikke ved, hvad er”.
Hvilken rolle drømmer du om at få?
“Jeg kunne godt tænke mig en hovedrolle i stil med Charles Bronson i de gamle En mand ser rødt. Jeg sad den anden aften og tænkte, at jeg gerne ville lave et karateslag. Jeg vil gerne lave sådan en actionfilm med meget skuespil. Ellers er det generelt pænt jævn kedeligt at lave actionfilm, fordi man bare sidder og glor, da der hele tiden skal laves så mange effekter. Jeg vil også gerne medvirke i en film, hvor jeg er et rigtigt røvhul. Jeg spiller oftest meget sympatiske roller i film og på tv, men har jeg af en mærkelig årsag spillet mange usympatiske roller på teater”.
