Hvis man tror, at de er til fals for et par velvoksne kurve fyldt med italienske lækkerier og at de gode vibes og den italienske stemning skulle mildne deres holdninger til rent sagt noget som helst, så tager man grundigt fejl. Nådesløs ærlighed og politisk ukorrekthed er herrernes varemærke, og det står klart fra start, at de ingenlunde agter at tegne et skønmaleri af Italien og italienerne. Som de i øvrigt begge elsker og har overvejet at flytte til.
Vi satte de to komikere i stævne i Supermarcos café og gav slip på kontrollen uden at vide, hvor samtalen ville føre os hen.
Hvad er Italien for jer, signori?
RB: Hvis man tror, at de er til fals for et par velvoksne kurve fyldt med italienske lækkerier og at de gode vibes og den italienske stemning skulle mildne deres holdninger til rent sagt noget som helst, så tager man grundigt fejl. Nådesløs ærlighed og politisk ukorrekthed er herrernes varemærke, og det står klart fra start, at de ingenlunde agter at tegne et skønmaleri af Italien og italienerne. Som de i øvrigt begge elsker og har overvejet at flytte til. Vi satte de to komikere i stævne i vores café og gav slip på kontrollen uden at vide, hvor samtalen ville føre os hen.
FC: Jeg burde nok sige opera, men i virkeligheden er det mad. Jeg holder helt med Rasmus her. Maden er ekstremt simpel, og når man finder de rette steder i Trieste eller Lucca, så vil man være der resten af sit liv. Og det behøver ikke at koste ret meget.
Vi var på et fantastisk sted, hvor de lavede deres egen vin. Den kosten 13 euro flasken på restauranten, og den var fremragende. Vi spiste tre mand, otte retter for lige godt 2.000 kroner. Jeg er nu ikke vild med italienernes tilgang til tid. Deres laissez-faire-hed irriterer mig grænseløst. Der er jeg nok tysker indeni. Jeg var der for otte år siden med min hustru i en meget lille by uden for San Remo med 300 mennesker og seks kirker. En morgen var der et marked, og tre mand gik i gang med at sætte en lille scene op på cirka 4 m2. Det tog dem resten af ugen at sætte den op.
RB: Jeg ville gerne være mere italiener og have et mere afslappet forhold til tiden. Jeg er selv meget punktlig. Og så det der med at være en fræk slagterhund og nuppe parkeringspladsen indenom foran den forankørende. Sådan noget ville jeg aldrig kunne gøre. Jeg er alt for høflig.
FC: Du ville godt kunne blive mere sådan, men dit problem er, at hvis andre gjorde sådan, så ville du stadig finde det irriterende.
RB: Jaja. Men bare det at have et mere afslappet forhold til tid.
FC: Ville du kunne det?
RB: Nej, men jeg ville gerne.
FC: Håndværkerne har forstået det.
RB: Ja, de er ligeglade. De kommer. når de vil.
Jeg tænker, at I næppe kan have undgået at bemærke forskellene på italiensk fin- og lavkultur?
RB: Italiensk popkultur er noget med hvide jeans med huller i, en t-shirt med glimmer og en tætklippet frisure. Det er en af de grimmeste måder at være til på. Men den klassiske måde … Der fås det jo ikke smukkere og mere elegant end i for eksempel Milano.
FC: Der er mange steder i Italien, hvor du ikke skal vende dig om. Du står der og kigger på noget utroligt smukt, men opdager, at italienerne har ikke den store æstetiske sans i forhold til, hvilke vejskilte og reklamer der skal sættes op foran denne opkørsel til et bjerg. Man kan bekymre sig om, at de havde den indtil slutningen af 1960’erne. De havde film, bildesign og den klassiske musik. Men de kommer til at hvile for meget på laurbærrene. De risikerer at miste den.
RB: Ja, lige som egypterne.
Der er også nogle virkelig dickhead-brands. Gucci, Ferrari … Når man ser folk i sådan noget, så tænker man, at det er en douchebag, der kommer der. Eller Porsche.
FC: Det er jo tysk.
RB: Nå ja. Så tager vi den ud.
FC: Men der er jo gået lidt Porsche Cayenne i de italienske modemærker. Helt seriøst – har du nogensinde set nogen i en Cayenne uden at tænke Fuckface?
RB: Til gengæld er en Vespa stadig smuk.
FC: Men hvad er der sket, siden den blev designet?
Hvordan vil I beskrive karaktererne Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun?
RB: Det er lidt sjovt. For Kirsten Birgit er den første komiske karakter, jeg har hørt om, som er klogere end publikum. Det er nok det unikke ved den karakter. Jeg elsker selv humor, som ikke nødvendigvis er sjov hele tiden, men som man også kan lære noget af. Jeg lærer hele tiden noget.
FC: Ja, vi researcher meget.
Rasmus Bruun er en karakter, som har været ekstrem, men som er blevet mainsteam. Da vi startede, var han ekstremt woke, før der var noget, der hed woke. Nu er det blevet sådan, at mange ikke ved det. De kan ikke rigtigt fange det, for de mener jo det samme som ham, selv om han gør nar af dem. Nu er det blevet et problem, for det er jo det rigtige at mene det, han mener. Det er et underligt limbo, men jeg synes, at det gør det sjovere. Det, der var ekstremt i begyndelsen, det er blevet normalt at mene. Rasmus er faktisk blevet moderat nu.
RB: I begyndelsen var det ulideligt, at han var så korrekt og hyklerisk og uudholdelig i sin grundkerne. Nu kommer han selv til at være den, der bliver ædt af revolutionen. Han er jo ikke så woke, når det kommer til stykket. Han har familie og er sat. Når han er koncentreret om det, så han kan ikke følge med og bliver så slagtet, når han ytrer sig.
Jeg bliver tit overrasket over, at mange tror, at jeg er som karakteren Rasmus Bruun, og alt, hvad jeg har sagt og gjort som denne karakter, det er mig.
Bliver I aldrig bange for jeres lytteres reaktioner?
FC: Menneskehavet er umuligt at forudse. Det er umuligt at forudse, hvor strømningerne går hen. Det har været nogle ting, hvor jeg havde forventet en større reaktion, og så er der nogle ting, jeg ikke havde skænket en tanke, som voksede sig store.
Kardinalpunktet er, at der ikke er noget mere uskønt end at tale om, hvorvidt noget er sjovt eller ej. Man har ofte sådan en ide om, at satire skal være sjovt. Man laver en masse regler.
RB: Ja, at satire eksempelvis skal sparke opad.
FC: Man sætter ting på formel.
RB: Men hvad synes du er sjovt? Hvad synes jeg er sjovt? Der er alle mulige redaktører, som vil bestemme, hvad der er satire, og hvad der ikke er satire, og så kan man jo så have fejlet der.
FC: Du kan sige, der er vide rammer for, hvad du kan lave, fordi det er satire. Men du skal alligevel høre på alle dem, der sætter grænser for, hvad der er satire, og hvad der ikke er.
RB: Ja, man kan helt miste lysten til at lave satire, når nogen taler om det. Nå man laver det, så er pejlemærket: Synes jeg selv det er sjovt?
Jeg har tænkt lidt over Operarejsen. Hvor meget er egentlig staget?
FC: Man er jo altid en rolle, når kameraet tænder. Vi ville slet ikke smile og grine så meget.
RB: Vi er mere overgearede på skærmen, men vi har lavet en storyline for at komme af sted. Allan er komponist, men har ikke fået et legat og ville ikke arbejde på den måde. VI er inspirerede af The Trip (serie med Steve Coogan og Rob Brydon: red.). Det er en undskyldning for at komme af sted. Så kan man som seer slappe af derfra.
FC: Alle ting er faktisk sket. Altså ikke det med bilen, der brød sammen i første sæson, men vi prøver at fange dramaerne fra operaen og få den ned i vores handling.
Fodbold fylder også en del for italienerne. Hvad med jer?
RB: Jeg har mødt Andrea Pirlo.
FC: Vi var meget trætte, da vi optog Operarejsen, og så tog Rasmus ind for at drikke i Milano.
RB: Det er kun jer, der kan ankomme til Milano og så beslutte jer for at blive på campingpladsen.
FC: Du skal tænke på, at jeg skulle vide alt om operaen i Milano og læse op på det – du skulle bare lave en ragú. Det var derfor, der var lidt lavvande i kassen.
RB: Allan ville ikke med, fordi han er imod oplevelser.
FC: Rasmus kom hjem meget, meget fuld og vækkede os begge for at fortælle, at han havde mødt Pirlo. Og jeg aner ikke, hvem han er. Det var helt vildt. Og alle fra produktionsholdet var også op at køre. Altså den respektløshed, der skal til for at vække folk kl. halv fire om natten, fordi man har mødt Pirlo. Og så endda to af os, der er komplet ligeglade med fodbold. Det viser så meget Rasmus’ manglende situationsfornemmelse.
RB: Fodbold interesserer mig ikke meget, men jeg synes, han er superelegant og et koryfæ. Vi besluttede, at vi ville have en selfie med ham – koste hvad det vil. Jeg tog teten på det og gik derover. Da vi bare nærmede os hans bord, kunne vi fornemme rigdommen. Der duftede af den bedste parfume, jeg nogensinde har oplevet. Man trådte ind i en velhaverdunst. ”Excuse me Mr. Pirlo. Would it be okay to have a picture with you?”.
“Yes of course”, sagde han, rejse sig op og smilede. Og jeg sagde ”Thank you very much” og gik igen.
FC: Og det billede er så dårligt. Rasmus har fået taget et billede. Ingen ser på det samme kamera. Alle ser stive og skeløjede ud.
RB: Han gør altså en bella figura. Men jeg fik ondt af ham, for det udløste en større folkemængde ovre ved hans bord, efter at jeg fortalte til folk ude på toilettet, at vi lige havde mødt ham.
FC: Du dolkede ham i ryggen efter den venlighed, han havde udvist dig.
RB: Det var en stor oplevelse for ham.
