”Min fascination af Italien starter i 1990, hvor TV 2 begynder at sende fodbold fra Serie A. Det er på det tidspunkt verdens bedste liga, og da jeg så en dag ser Juventus blive spillet ud af banen af de lyseblå fra Napoli med den lille fede tiger i spidsen, så er jeg solgt.”
Brian Lykke har budt indenfor i sin lyse herskabslejlighed på Vesterbro, og to kopper særdeles velduftende kaffe brygget på en smuk kolbekande står over for hinanden på spisebordet og demonstrerer den 46-årige skuespillers sans for detaljer i behandlingen af bønner såvel som replikker.
Mange danskere lærte først den slanke silkeborgenser at kende i rollen som den solariebrune Jeff med hestehale, vestegnsdialekt og signaturlatter hentet fra det dybeste af struben som en del af den prisvindende satireserie Krysters Kartel. Siden har han medvirket i blandt andet Onkel Reje, Drengene fra Angora samt for tiden i barndomsvennen Simon Kvamms komedieserie Guru.
Men hans livs måske vigtigste rolle er den, han gennem de seneste tre år har indtaget i podcasten Undskyld vi roder, der er blevet kult hos hundredtusinder af lyttere, som hver uge følger programchef Allan Sindberg og radiodirektør Claus Bundgaard spillet af Kasper Nielsen, som på uforklarlig vis har vundet FM-sendetilladelsen og således står i opstartsfasen af den landsdækkende snakke, sludre og taleradio r8dio – en slet skjult kommentar til lukningen af Radio24Syv og ikke mindst den nye radiostation Loud.
Podcasten foregår primært i den fiktive by Skuldborg i Jylland, hvor Claus Bundgaard er den lokale kulturkonge samt leder af kultur- og multihuset Stjernen, og som ikke har nogen som helst erfaring med at drive en radiostation. Han har headhuntet Allan Sindberg, der har en fortid på to jyske lokalstationer, og som er kendt som ’Smørstemmen fra Ikast’.
Projektet, der skulle starte som en satirisk kommentar til den kontroversielle lukning af 24SYV i nogle få afsnit, har siden vokset sig stort, og grænserne mellem fiktion og virkelighed smelter gradvist mere sammen.
”Vi har jo fået en app og en webshop, hvor man kan købe mange af de ting, figurerne taler om i podcasten. Blandt andet tøfler med logoet fra vores signaturprogram Morgensutterne,” fortæller Brian Lykke om sit hjerteprojekt.
Ligeledes er det blevet til øl fra Skuldborg Bryghus og et økonomisk samarbejde med slikvirksomheden Fazer, der blandt andet fremstiller Dumle, Skolekridt og Tyrkisk Peber. Således solgte man pakker med både Den store Guffer og Den lille Guffer – uden at nogen i podcasten nogensinde adresserer det åbenlyst problematiske i netop disse varenavne. Det er jo med radiodirektørens ord snakke-, sludre-, tale- og muligvis gufferadio – helt i gulvhøjde med danskerne. Så langt fra kulturparnasset i København, som man kan komme.
Allan Sindberg er selvretfærdig, egocentrisk og ikke mindst en pisseflot fyr, som netop derfor er vant til at få sin vilje og alt for meget plads til at give den som selvbestaltet verdensmand med korte arbejdsdage, primadonnanykker og skamløs brug af firmakortet på lange frokoster og rejser.
Svært at opdrive et dårligt måltid
Det er formiddag, og der er ro på hjemme hos Brian Lykke. Hunden ligger og hygger sig i et solrigt hjørne i den store spisestue, mens døren er lukket til værelset bagved, hvor hans ældste datter stadig ligger og sover.
”Der er læseferie, og de fik vist læst lidt vel meget i går, fortæller komikeren, der med et smil indikerer, at den der læseferie også synes at have inkluderet et par øl.”
Selv tager han en tår af kaffen og vender så tilbage til sin passion for Italien og italiensk livsstil.
”Jeg har to teenagedøtre, og for min kone og jeg er det vigtigt, at vi gennem vores opdragelse altid forsøger at samle børnene omkring måltidet. Det glemmer vi meget i Danmark. Det er for mange noget med, at det skal overstås. Vi samler også en søndag hver måned familien til middag hos os. Så mødes vi om bordet. Det er en værdi, jeg gerne vil dyrke endnu mere, og som man jo virkelig sætter højt i Italien. ”
Og så er der det der med tidsopfattelsen, hvor vi danskere nogle gange kan adskille os lidt fra italienerne.
”For nogle er eksempelvis virkelig svært, når andre kommer et kvarter for sent, men jeg kan altså ikke flippe ud over, at man kommer dryssende efter den aftalte tid. Det generer mig simpelthen ikke.”
Om det er en slet skjult kommentar til redaktørens sene ankomst denne formiddag efter en bøf i den elektroniske kalender, synes uklar. Brian Lykke afviser pure, at det skulle have spillet ind, men giver som en sand gentleman udtryk for, at det ikke betyder noget.
”Altså, jeg ved godt, jeg ikke ligner en italiener, men jeg har nogle måder at tilgå livet på, der måske kan kaldes italienske. Og det er jo slet ikke det samme, som at ting skal være ligegyldige. Italienerne har jo styr på mad og spiller rimelig god fodbold.” Brian ler.
”Men det er mere sådan ’Rolig nu, vi når det nok’.”
”Jeg er bare forelsket i Italien og i særdeleshed Sicilien og Syditalien. Og så er der det her med maden. Jeg talte med denne her krofatter, og jeg spørger, om det bare er på grund af omgivelserne, og at man får en lidt god vin, at alt bare smager bedre, men så siger han: ’Det, der er med Italien, det er bare, at det er svært at opstøve et dårligt måltid’. Uanset hvor ydmyg og faldefærdig en restaurant ser ud, og måltidet bare er så simpelt, så er det fantastisk.”
Den italienske livsstil og hele det cirkus af gestik og patos, der omgiver det, talte tidligt til purunge Brian, der endnu ikke vidste, at fremtiden ville kaste en skuespillerkarriere af sig.
”Når vi som drenge i Silkeborg løb ind på fodboldbanen, så dyrkede vi Napoli i trøjer, vi havde fået sendt fra England på postordre. Så rørte vi lige græsset med hånden, gjorde korsets tegn og sendte et kys mod himlen. Vi fik langt nakkehår, pandebånd og hvid tape om anklerne som Roberto Baggio. Også selv om der ikke var noget formål med den der tape.”
”Ja faktisk fik jeg også lov til at have en stor Maradona-plakat hængende i stuen i mange år. Altså i mit voksenliv, efter jeg havde fået børn. Han har betydet meget for hele måden at anskue livet og fodbolden på, tilføjer han og peger op på væggen.”
Kærlighed til kvinder og croissanter
Spørgsmålet er, om Brian Lykkes alter ego også indeholder noget italiener. Allan Sindberg er jo lidt af en levemand, en velplejet fyr med et stort ego, som holder af croissanter og kvinder og i det hele taget de gode ting i livet.
”Allan Sindberg er mere til Milano end Rom. Jeg tror, han synes, det er fedt med de store butiksstrøg og de fine butikker. ’Det er jo Italiens mojehovejstaj’,” siger Brian på klingende østjysk. Selv sværger han til Rom.
”Jeg tror selv, Allan synes, han er rigtig smart med cap, hættetrøje og habitjakke. Han er jo egentlig en god gammeldags bonderøv, men det går op for ham, at ting bare smager bedre, når det er lavet ordentligt. Han ville elske pasta.”
Karakteren Allan Sindberg står stadig stærkere og mere troværdigt for hvert nyt afsnit af Undskyld vi roder, og det er jo netop en af gevinsterne ved ikke at være bundet af knivskarpe produktionskrav og begrænset taletid, men derimod en fuld udnyttelse af Podcastmediet og af selv af styre hele processen fra ide til udgivelse.
”Jeg kan ikke lave sådan en karakter til tv, fordi det er et medie styret af frygt. Direktøren skal godtgøre sin stilling, og der må ikke laves nogen fejl. Der skal ske noget med det samme. Der er ikke nødvendigvis brug for en god ide, men for nogle store navne, og så skal der seertal på. Det, vi kan gøre, ved at lave en podcast uden indblanding er, at vi kan give os tid. Det er fint nok at udvikle en karakter i et rum, men den får først liv, når man trykker på knappen og optager. Det er ligesom i fodbold. Jeg havde en ven i Silkeborg, der var et gigantisk talent, men når han kom på banen, blev han nervøs og kunne slet ikke præstere. I et sketchprogram i tv på en halv time har du måske seks-syv minutter til karakteren, og så skal den bare være der. Vi har derimod givet os selv lov til over 100 uger i træk at udvikle denne her karakter. Derfor finder man jo noget frem, og de gennemgår en utrolig udvikling. Vi har givet dem tid og nurset dem. For mig handler det om at have tid og rum.”
Som lytter får man et stadig mere nuanceret billede af det tiltagende persongalleri i Undskyld vi roder, hvor der males et knivskarpt billede af menneskeligt hykleri, den svære balancegang mellem kønnene samt mediebranchens selvfedme og krydret med talentløshed. Vi møder Frederik Cilius, Rasmus Bruun, Anne Sofie Espersen, Brian Mørk, Eva Jin, Anders Brink Madsen, Mikael Bertelsen og mange flere i nogle af karrierens sjoveste roller, og hvis man nogensinde tror, at vennetjenester, afpresning og tvivlsomme aftaler mellem politikere og lokalt erhvervsliv er hjemmehørende i Sydeuropa, så flyt blot til Skuldborg – et sted i det centrale Jylland.
Konsulenter komplicerer meget simple ting
”Vi er rigtig glade for at kunne skabe noget, der er landsdækkende. Havde det været en jysk lokalradio, ville det være svært med dialekter. Men vi kan jo bruge hele landet. Det handler om en arbejdsplads i Danmark. Jeg tror, at det er vigtigt at have en bund i troværdighed og virkelighed. Hvis man skruer for meget op for tegneserieniveauet, så går det ikke,” fortæller Brian Lykke, der i rollen som pralhalsen Allan Sindberg blandt andet har ladet sig inspirere af en overraskende fortid som erhvervskonsulent.
”Det var noget af et skuespil. Jeg har stået til workshops, hvor der skulle implementeres et nyt it-system, og der tror jeg, at jeg har meget fra. For hvis der er nogen, der kan snakke varm luft og ophøje meget simple ting til at være meget komplicerede, så er det konsulenter. Jeg vil ikke svine en hel branche til, men der er eddermame mange konsulenter, mig selv inklusive, som ikke har ret meget af have det i. Helt ærligt. Det er jo bare en flot Powerpoint. Brian ler og improviserer:
”implementetsmæssigt er vi nødt til, at bla bla bla’. Hold nu kæft!,” siger skuespilleren, der i samme ombæring også nævner en stærk antipati mod en særligt frase, som ofte forlader hans rolle som Allan Sindberg.
”Jeg har altid hadet udtrykket ’Med al respekt’. For man ved jo, at den anden kommer til at være uenig.”
I det hele taget betegner Brian sig selv som en type skuespiller, der er nødt til at bruge sider af sig selv, som allerede eksisterer. Han kan ikke bare tage en rolle ud af den blå luft.
”Jeg lærte af Mads Brügger, der lavede Muldvarpen, at når du lyver, så skal du lyve på en måde, så uanset hvad du lyver om, så skal det være så tæt på dig selv som overhovedet muligt. Dermed er det svært at blive taget i en løgn.”
Brian Lykke har haft et godt år med mange tv-produktioner, og han er taknemmelig for, at han ikke har været økonomisk negativt påvirket af Coronaen. Men han ved godt, at skuespillerkarrieren ikke bliver lettere med alderen.
”Jeg er 46 år og begynder at forberede mig på mit sene arbejdsliv, for på et tidspunkt stopper telefonen med at ringe. Det er så kynisk. Så jeg bruger mest tid på egne projekter og siger nej til næsten alt, jeg får tilbudt for i stedet at hellige mig det, jeg selv skaber. Jeg er vild med tanken om på et tidspunkt at kunne bo noget af året i Italien, og hver gang jeg er dernede, begynder jeg at kigge på lejligheder og tale med ejendomsmæglere. Men i praksis er det umuligt lige nu. Jeg kigger da misundeligt mod min kollega Lars Hjortshøj, som har hus dernede. Altså, forstå mig ret. Jeg kunne ikke forestille mig at bo i noget bedre land end Danmark, men de har jo fat i noget dernede.”