Interview med Per Pallesen

De fleste af os husker ham især fra rollen som den noget anløbne tjener Severin Boldt, der bestyrer Jernbanerestauranten i tv-serien Matador. En rolle og en serie, der som ingen andre har efterladt sig uudslettelige spor i vores kollektive, nationale bevidsthed. Men derudover har Per Pallesen medvirket i så mange film og tv-serier, at vi ville bruge al spaltepladsen i dette magasin på at opremse dem alle. Og så har vi slet ikke nævnt teaterrollerne, der ikke blot har været mange, men også mangesidige. 

”Jeg husker en typisk arbejdsdag. Den startede på Nordisk Film klokken seks. Klokken syv skulle det første skud være i kassen, for alle skuespillerne skulle være til næste prøve på teatret fra kl. 12-16. Så jeg var på Radioteatret fra kl. 16.30 til 18.30, og herefter havde jeg to forestillinger på teatret. Jeg spillede først ovre på Lorry kl. 19 – en parafrase på Nøddebo Præstegaard, der hed Nød i præstegården, hvor jeg var Pastor Blicher, og derefter havde jeg hovedrollen i Holberg-opsætningen Den Stundesløse på Avenue Teatret kl. 20. Så jeg fik forfatteren på Nød i Præstegården til at skrive mig ud af rollen på side 33, ellers kunne jeg ikke nå at være med i opsætningen på Avenue Teatret. Således døde jeg og kom ned i en kiste, der havde et hul i siden, som jeg kunne kravle ud af og løbe over på den anden side af gaden. Endelig tog jeg hjem til noget natmad og læste lidt på en rolle til næste dag, hvorefter jeg igen mødte op på Nordisk Film klokken seks.” 

Per Pallesen har rundet 82 år, men de levende øjne synes tidløse, og han er en historiefortæller af Guds nåde. Den ene anekdote afløser den anden, og bagkataloget synes endeløst. Per Pallesen har oplevet mere end de fleste af os. Han har besøgt flere end hundrede lande over hele kloden og spist alt fra kogt sæl til abehjerner serveret i eget kranie i en scene, der i foruroligende grad minder om Indiana Jones og Templets forbandelse. Ikke sjældent bevæger vi os under bæltestedet, og selv om dåbsattesten siger 1942, titter drengerøven ofte ud et sted bag den folkekære levemands lune øjne med historier af en slags, som måske ikke egner sig til disse spalter, men som til gengæld tegner et billede af en mand, som har været evigt nysgerrig på, hvad livets store menukort har haft at tilbyde. Han deler velvilligt og med store grin ud af historier fra tiden på de skrå brædder, som ville skabe ugebladsoverskrifter også i dag, men mest af alt får man et indtryk af Per som en person, der udviser sine medmennesker ægte nærvær og interesse. 

Romersk hærfører

Per Pallesens flair for mad, vin og rejser er blandt andet dokumenteret i bøgerne Spis i det gamle Rom, Glæden ved vin og Spis i Roms sidegader. Og så har han gennem mange år haft en andel i en lejlighed i den italienske hovedstad samt et hus i Provence.

”Jeg elsker Rom og kender den som min egen bukselomme. Jeg elsker den umiddelbarhed, befolkningen har. De er så usnobbede og venlige. For mig er det som at komme hjem, når jeg kommer til Rom,” fortæller Per og afslører, at hans kærlighedsaffære med Rom startede allerede startede som ung, da en sandsigerske fortalte ham, at han i sit tidligere liv blandt flere spændende professioner havde været en stor romersk hærfører.  

”Lige siden jeg var der første gang, har jeg aldrig været nødt til at se på et kort. Jeg kunne bare finde rundt. Jeg føler mig tryg der. Jeg er tryghedsnarkoman. Jeg har været næsten overalt i verden. Asien, Sydamerika, Japan og Australien, Sydøstasien, USA, men jeg føler mig mest hjemme i Rom.”

”Danskere taler med munden, italienere taler med hele kroppen. Det er meget, meget charmerende,” synes teatermanden og fremhæver sin seneste tur, hvor han et sted uden for centrum blev taget imod på en familierestaurant med kys på begge kinder og en fantastisk, personlig betjening. Interessen for gastronomi stammer i høj grad fra skuespillerens mange rejser, mens næsen for vin blev vakt tilbage i ’62, da han arbejdede på Aalborg Teater. Her mødte han Sigurd Müller, der var fransk vinkonsul og havde en vinhandel i den nordjyske købstad og villigt delte viden og dråber med den unge Per Pallesen. 

”Jeg er ked af, at jeg ikke kan leve 30 år længere, så ville jeg glæde mig til at smage vinene fra Kina – et kommende stort vinland. De har alle muligheder: Klimaet, bjergene. Mange af de store vinhuse fra Frankrig og Italien har opkøbt store vinområder i Kina og Sydamerika og venter nu bare på, at det bliver godt. Jeg rejser meget til Italien og Frankrig med mit vinlaug, men også Ungarn, hvor jeg skal ned med min ældste datter Trine.” 

”Det skal du altså også gøre med dine døtre,” lyder den direkte opfordring til intervieweren. ”Rejs med dine børn. Tag nogle ture alene med dine døtre, før det er for sent. Det er fantastisk”. 

En BID: Hvilket råd ville du give til den unge Per Pallesen med al den livserfaring du har i dag.

”Opfør dig ordentligt. Lad være med at lyve. Få et tæt forhold til din familie.” 

En BID: Har du kunnet efterleve det?

”Altså, jeg lyver ikke. Jeg kan godt stikke en lille hvid løgn, men ikke de store løgne. Og jeg ved fra mine kolleger, at jeg er meget hjælpsom. Man skal virkelig opføre sig ordentligt her i livet. Der er så mange, der opfører sig grimt. Når jeg har lavet ting i livet, som har været lidt uordentlige, så sætter det sig i mig. Det slipper mig aldrig. Vi har alle gjort forkerte ting, men dybest set har jeg altid opført mig ordentligt.” 

En BID: Men hvordan med familien? Du har jo arbejdet voldsomt meget i dit liv.

”Ja, det er jo det med at give sig tid til sine nære. Jeg har altid arbejdet meget. Jeg har jo været freelance, lige siden jeg kom fra elevskolen, og jeg har 7-9-13 aldrig været arbejdsløs. Ikke i 62 år. Når jeg tænker tilbage, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have arbejdet så meget. Mine børn har altid sagt, at de ikke har været i tvivl om, at jeg elskede dem, og hvor meget de betød for mig. Men de har også sagt, at det var meget tit, at jeg ikke var hjemme. Selvfølgelig skal man have noget at lave som skuespiller. Man har travlt med at blive berømt, for så får man bedre roller og tjener flere og flere penge. Flere vil gerne engagere dig. I vores forbund har vi en arbejdsløshed på langt over 50%. Men man kan jo ikke blive ved med at holde til det. Jeg gik også ned med flaget i 2004.” 

En BID: Hvornår vidste du, at du ville være skuespiller?

”Da jeg var 16 år, blev jeg elev i Sparekassen for Aars og Omegn. Det var de kedeligste tre år af mit liv. Det var SÅ kedeligt. Så gik jeg til optagelsesprøve på Aalborg Teater, og jeg var en af tre ud af i alt 200 ansøgere, der blev optaget. Siden har jeg været skuespiller, instruktør, forfatter og tre gange teaterchef. Jeg er så glad for det, for jeg har mødt så mange vidunderlige mennesker.”  

En BID: Hvilken rolle har haft størst betydning for dig? 

Hovedrollen som mælkemanden Teyve i “Spillemand på en tagryg” på Odense Teater. Den havde alt: Folkelighed, en vidunderlig historie, smukke sange, yndige døtre og en klog kone. Men også en alvorlig rolle i stykket Dæmoner af Lars Norén på Avenue Teatret. Jeg bliver normalt slået i hartkorn med noget, der er sjovt. Det er på grund af tv. I teatret bliver du måske set af flere hundrede mennesker, mens millioner kan se dig i tv. Her husker de fleste mig nok som tjener Boldt i Matador, men også fra Dansk naturgas og Gøngehøvdingen samt Pallesen og Pilmark Show, der for øvrigt vandt Sølvrosen i Montreux. Vi var siden på turne over hele verden blandt andet i Hollywood. 

Men jeg har altså også lavet 45 revyer i mit liv og 200 teaterforestillinger, og jeg vil tro 800-1000 tv-optagelser og seks store shows, og så har jeg skrevet seks bøger, lagt stemme
til 50 tegnefilm og holdt foredrag. For en del år siden instruerede Søren Pilmark kortfilmen Helmer og søn. Jeg havde hovedrollen som Helmer. Filmen blev nomineret til en Oscar, vandt ikke, men at blive nomineret er sgu da flot!” 

En BID: Hvad gør du for at passe på dig selv?  

“Jeg fik en advarsel for 19 år siden (Per blev hasteindlagt med sprængt aorta og for højt blodtryk: red.). Jeg tænker over, hvad jeg spiser, og jeg drikker ikke så meget alkohol. Jeg har faktisk ikke drukket i et halvt år for nylig, men nu drikker jeg så vin og øl igen – ingen spiritus. Jeg laver lidt motion, men ellers ikke det store. Altså, jeg elsker vin, men det har aldrig, aldrig været et problem for mig. Hvis jeg havde gæster og følte, jeg fik for meget, så gik jeg i seng eller lagde mig under spisebordet. Mange af mine gamle kolleger – Dirch, Preben og Jørgen – drak jo alt, alt for meget, og de døde jo også, mens de var i 50’erne. Jeg har i øvrigt heller aldrig røget. Der er nok derfor, jeg er blevet så gammel.” 

En BID: Kan du blive ved med at arbejde? 

“Hovedrollernes tid er forbi. Det må jeg acceptere. Også huskemæssigt. Jeg har stadig mine foredrag. Men en skuespiller holder aldrig op, så længe der er liv, så vil jeg dø på scenen. Hvis det kan lade sig gøre. Bedsteforældre har man jo også brug for på scenen. Jeg vil gerne dø på scenen som Dirch. Jeg har lavet så meget gennem årene, at jeg ikke husker det. Nogle gange ser min kone en gammel film og siger: ’Se der er du, Per’. Men jeg kan ikke genkalde mig indspilningerne.” 

En BID: Er du et lykkeligt menneske? 

“Ja, fordi jeg har et godt forhold til mine nærmeste. Min familie betyder utroligt meget for mig. Trygheden betyder alt for mig. Jeg har været ude i nogle forhold, som har været utrygge, men lige nu føles det utroligt trygt. Sådan har det været lige siden min barndom, hvor jeg havde en meget tryg opvækst.” 

En BID: Er du lykkeligere i dag end da du var 25? 

“Livet er lige så godt som dengang og på nogle måder bedre. Jeg har fået så mange venner gennem livet, og jeg har min familie. Jeg har et godt ægteskab med min kone, der er meget 
betænksom og hjælpsom. Jeg har altid haft et lyst sind. Og selv om jeg i perioder af mit liv har været ked af det, så har jeg mest været glad. Jeg er en fatalist og en overlever. P.t. er mit liv fantastisk.”