Vi har næsten ikke sat os ned, før hun hiver en lille, hvid dåse frem og hælder nogle tabletter ud i hånden og sluger dem. Forinden har hun ringet to gange. Første gang for at undskylde, at hun kommer et kvarter senere, anden gang for at spørge om der kan stå en caffé latte klar til hende, så hun ikke spilder interviewerens tid på bestillingen.
Pillerne, er de mod ADHD?
”Ja, de har virkelig ændret mit liv,” fortæller Sarah Grünewald, der i en alder af 40 år er blevet diagnosticeret med lidelsen ADD (Attention Deficit Disorder), som har haft store konsekvenser for den måde, hun har taklet sine op- og nedture indtil for kort tid siden. Hun har levet et på overfladen feteret liv som model og tv-vært, influencer og forretningskvinde. Men under det hele lå der et indre truende kaos, der gjorde det svært at træffe de rette beslutninger og tilsvarende svært at passe ordentligt på sig selv. Sarah Grünewald har det godt i dag. Hun har med egne ord ’optur’ over at være ældre og visere. Over ikke længere at være dumdristig, men i stedet modig.
”Forskellen er, at jeg ikke længere af dumdristighed skal slå mig så meget, at jeg skal hele bagefter, mens jeg med mit mod kaster mig ud i ting, jeg gerne vil blive klogere på og i stedet lærer noget af det uden at skulle hele bagefter. Jeg stoppede som vært på Vild med Dans efter 11 år. Det havde ellers været en klippe for mig, hvor jeg altid kunne tage hen lige meget, hvor meget lokummet brændte. Jeg kunne altid tage derhen og være hende værten Sarah. Ingen behøvede at forholde sig til, hvad der skete i mit privatliv – og det behøvede jeg så heller ikke selv. Det var en vidunderlig arbejdsplads, som jo også både gav stabil økonomi og – bevares – også anerkendelse, hvilket kun gjorde det endnu federe.”
HAR LÆRT AT FALDE RIGTIGT
Sarah Grünewald holder hele tiden øjenkontakt, mens hun taler. Totalt nærvær og så en kort pause, før hun fortsætter.
”Når folk kiggede på mig og spurgte, hvad jeg nu skulle, så anede jeg det ikke. Men jeg var nødt til at prøve at være i frit fald for at se, hvor jeg landede. Jeg havde brug for at bevæge mig og ikke blive stående i det trygge. Jeg følte, jeg sad i en katapultstol i to måneder, hvor jeg bare ventede på, at nogen skulle ringe. Men så begyndte telefonen at ringe, og jeg fik tilbudt en masse spændende ting. Jeg falder stadig, men jeg har lært at lave rullefald lige som en fodboldspiller. Man lærer at falde på en ordentlig måde.”
Hvilket råd ville du give til den 25-årige Sarah?
”Det er et spørgsmål, som godt kan gøre mig lidt ked af det. Jeg spillede klassisk klaver, jeg havde heste, og jeg dansede. Jeg elskede det, og jeg var god til det, jeg lavede. Men alkohol og stoffer blev en stor del af mit liv. Jeg har prøvet ikke at tale så meget om det, men det er nødvendigt at tale om det, for det har været en stor del af min identitet. Jeg har nu fundet ud af, at den sygdom, som er at drikke og dulme, den kommer af den ADD-diagnose, jeg har fået stillet. Det har jeg først fundet ud af som 40-årig, og det er et langt liv at leve, hvor man bare tror, at man gør skade på sig selv, fordi man er destruktiv og anderledes. At man ikke kan finde ud af at leve et ordentligt liv. Guderne skal vide, at jeg har lagt alt på hylden i årevis. Jeg har spist sundt, og jeg har dyrket yoga og kampsort og mediteret, vinterbadet og lavet madplaner. I did everything by the fucking books! Jeg sov otte timer hver nat, men alligevel sejlede det for mig, og jeg havde lyst til at gå på druk hele tiden. Jeg søgte ro og fred. Det er svært at finde ud af, at det er noget, jeg er født med. Tænk i en alder af 40 at få noget medicin og så finde ud af, hvordan almindelige mennesker har det.”
KAMÆLEONEN FANDT SIN EGEN FARVE
Medicinen har i den grad været en gamechanger for Sarah, som blev ved med at mærke lysten til at drikke selv flere år efter, alkoholen var helt ude af hendes liv. ”Det gjorde mig ikke lykkeligere at få fjernet alt det, der hjalp mig. Alle mine pytknapper, som gjorde at jeg ikke behøvede at mærke mig selv. Men i dag har jeg ikke længere et behov for at flygte nogle steder hen. For at vende tilbage til spørgsmålet, så ville mit gode råd nok være at gøre mig lidt mere umage for at pleje min mentale sundhed og ikke mit ydre eller min omgangskreds. Men … jeg tror ikke, at det var en mulighed for mig som 25-årig.”
Måske er nogle af os bare nødt til at træde ned i alle hullerne på vejen for at lære noget af det?
”Der ligger noget smukt i at komme ud på den anden side. Jeg har hængt ud med mange forskellige mennesker, og da jeg var ung, blev jeg kaldt en kamæleon. Det var jeg glad for. Jeg kunne skifte farve alt efter, hvem jeg var sammen med. Det var jo dybest set misforstået, for jeg havde ikke fundet min egen farve. I dag kan jeg genkende alle farverne, fordi jeg har set dem og fundet min egen. Det er en kæmpe gave.”
Hvad er livskvalitet for dig i dag?
”Det ligger i små øjeblikke, hvor mine sanser bliver styrket. Jeg besøgte en restaurant i Sydfrankrig. Et lille, snusket sted. Slet ikke prangende. Det var en ældre fisker, der havde stedet, og han serverede de friskeske fisk, jeg nogensinde har fået. Han havde tre østersknive i lommen, og han åbnede dem til mig og lagde dem på en lille tallerken med skår i kanten. Det er det mest luksuriøse, jeg har fået serveret. Der var ikke en strittende lillefinger eller en strøget serviet. Alt var skrællet helt væk. Det, der skal være i højsædet for mig, er alt andet end en påtaget attitude…”
Det lyder som om mad for dig meget handler om kontekst og historiefortælling. Hvad voksede du egentlig selv op med?
”Min mor sagde aldrig: Vil du have en leverpostejmad? Hun sagde: Vil du have en dejlig leverpostejmad med noget iskold agurk på? Hun sagde ikke: Vil du have en lækker kop kaffe? Hun sagde: Vil du ikke have en dejlig kop kaffe? Min far var ikke altid den bedste far i verden. Han havde et kæmpe temperament, og bølgerne gik ofte højt, og tallerkener fløj i luften. Men min mor fik samlet det her cirkus ved et bord, og hun fik sat klassisk musik på. Hun lavede lækker mad for ingen penge. Så mad er for mig fællesskab, ro og en pause. Det er et sprog, jeg kan tale med alle mennesker. Og så siger jeg mange lyde, når jeg spiser. Uhmmm!”
MIT KØKKEN ER MIT FRIRUM
”Da jeg havde mit misbrug, var det en følelse af at have en rådden gryde, hvor jeg kunne lægge nok så mange lækre ting ned i den, men retten blev ved med at være uspiselig. I praksis var køkkenet dog det eneste sted, hvor jeg gennem alle årene har haft mit frirum. Der er et enormt nærvær i at lave mad og i, at man gør sig umage. Lige meget hvor meget alt sejlede i mit liv, så havde jeg nærvær med mig selv i køkkenet. Den Sarah, jeg var som 25-årig, står stadig derude i køkkenet.”
Sarah Grünewald flyttede hjemmefra allerede som 15-årig og til Paris som 18-årig. Her stod hun uden ret mange penge på lommen, men med en nyfunden frihed, og det var i den lillebitte lejlighed i den franske hovedstad udstyret med en ydmyg tekoger og et enkelt kogeblus, at den purunge fotomodel fra begyndelsen forstod vigtigheden af også kunne forkæle sig selv med et rigtigt måltid hjemmelavet mad.
”Jeg handlede hver dag nogle enkle ting, så der var til en lille tallerken, når jeg kom hjem. Det gav mig en følelse af hjem.”
MADMOR I MILANO
”Jeg boede i Milano i et år sammen med seks andre piger. Jeg var selv 21 og blev hende den voksne model. Først var jeg alene i tre uger i denne her kæmpe lejlighed, bureauet havde skaffet mig, og jeg følte mig så alene. Så kom der piger fra Rusland og Ukraine på kun 15-16 år, og de kunne ikke tale engelsk. Jeg fulgte dem hen til modelbureauet, hvor de kunne få sim-kort til telefonen og kort over byen. Hver aften lavede jeg mad til dem – typisk risotto – og selv om vi ikke kunne tale sammen, så glædede vi os til at spise sammen. Så havde vi noget fælles. Et fællessprog. Jeg blev madmor i Milano.”
Sarah arbejdede som model i 11 år, og hun fortæller, at hun er glad for at have haft den oplevelse. Men det afgørende for hende var ikke at være model, men derimod muligheden for at møde en masse mennesker og løfte en opgave i fællesskab.
”Hvis en fotograf ringede til mig og sagde, at vi skulle mødes klokken fire for at ramme en solopgang, så blev jeg overdrevet lykkelig. Så vidste jeg, at han gjorde sig umage. Jo dygtigere de var, jo mere spændende syntes jeg, de var at arbejde med. Jeg gik meget op i, hvordan de fotograferede, og hvordan makeuppen blev lagt. Jeg var meget nysgerrig, og jeg tror, at det gjorde, at jeg fik så meget arbejde. Jeg gik ikke så meget op i at være model, men jeg gik op i, hvad de lavede. Og jeg har det også sådan i dag. Jeg kan lugte på lang afstand, hvis folk ikke gør sig umage. Det er virkelig noget jeg har taget med mig i forhold til mit eget tøjbrand – re do.”
SYDENS SKØNHED
Mens Sarah har tilbragt mere samlet tid i Italien end de fleste danskere, så var det først for nogle få år siden, at hun for alvor faldt for det, hun med citationstegn kalder ’det ægte Italien’. En ganske anden verden end den stenrige modehovedstad med de brede boulevarder og skinnende sydtyske automobiler parkeret foran butikkerne.
”Jeg kunne godt lide Milano, men det hele handler om fashion, og det er i øvrigt heller ikke ligefrem den smukkeste by. Puglia var for mig en ahaoplevelse, og så holdt jeg min fødselsdag i Rom. Jeg var lige ved at græde, da jeg skulle hjem, for jeg følte, at jeg kun havde været på under to procent af de restauranter, jeg ville spise på. Jeg har et billede af, at jeg bare åbner døren til denne her by. Og ofte når jeg rejser igen, føler jeg, at jeg lukker døren i for at tage på nye eventyr, men denne gang og lige med Rom åbnede jeg en ekstra dør, og nu står der bare en dobbeltdør og venter på mig.”
Ja, det er i sandhed forskellige verdener, der møder en i forskellige dele af Italien. Men er der for dig også en fællesitaliensk folkesjæl?
”Jeg elsker temperamentet dernede og maskuliniteten. Mændene har deres kvinder, og kvinderne står stærkt uden at skulle tryne deres mænd. Det kan jeg virkelig godt lide. Man kan få lov at være diva uden at være et dumt svin. Jeg synes, vi misforstår det hele. Jeg kan godt lide den knaldrøde læbestift og se-mig attitude. Jeg elskede at lande i lufthavnen i Milano – den eneste lufthavn i verden, hvor man kunne knalde et par solbriller på uden at føle sig anderledes. Sætte noget musik på og bare føle den og sige: her kommer jeg. Og så lande i Københavns lufthavn, på med uldtrøjen og af med solbrillerne, for her skal man fandeme ikke tro, man er noget. Jeg kan godt lide den power, der er i Italien. Altså: Her kommer jeg, men det skal ikke være på bekostning af andre. Det er enormt charmerende og en kultur, de er vokset op med.”