Hun er blevet kørt over af en traktor, hun fik sit tredje barn som 47-årig, hun har været passager på et tog, der blev afsporet ved Sorø. Hun har bagt knepkager på sønderjysk og i rollen som Trines mor løftet barren for, hvor tåkrummende upassende og selvoptaget man kan agere over for sin voksne datter.
Bodil Jørgensen er en kongerigets mest afholdte, alsidige og ikke mindst morsomme skuespillere, og de højere magter har i samråd med filminstruktør Nicklas Bendixen og filmselskabet Motor sørget for, at timingen mellem udgivelsen af dette magasin falder smukt sammen med premieren på spillefilmen Rom.
Bodil spiller Gerda, der er rejst til den evige stad med manden Kristoffer (Kristian Halken) for at fejre parrets 40-års bryllupsdag. Gerda har som ung studeret kunst i netop Rom, hvor hun så møder sin gamle kunstlærer Johannes i skikkelse af den store svenske skuespiller Rolf Lassgård. Han er et noget mere passioneret bekendtskab end hendes forudsigelige ægtemand, der til hverdag deler post ud i Hvidovre, og et trekantsdrama er slået an.
”Det er jo sådan en film om alderen. Altså vi er jo blevet halvgamle, men det sjove er, at vi kommer til at opføre os som pinagtige teenagere. Der er noget Mr. Bean over Kristian Halken. Denne her fjumrede fyr overfor levemanden Rolf. Rom spiller en stor rolle i filmen, og jeg får lov at danse på Ponte Sant’Angelo,” fortæller Bodil Jørgensen til En bid af Italien.
Vi sidder ved et stort mødebord på et kontor i Supermarco, hvor et stort vindue giver udsigt over butikken. Her kunne fabriksdirektøren i 1950’erne overvåge arbejdernes gøren og laden i det, der dengang var et travlt stållager, men som i dag er omdannet til et italiensk madtempel. Bodil har medbragt sin mand og manager, filmfotografen Morten Søborg, og interviewet får undervejs karakter af en hyggesnak mellem tre mennesker, der alle elsker Italien. Maden, sproget, livsstilen. Og filmene.
At kende nogen som kender nogen
Bodil Jørgensen nærer nemlig en dyb kærlighed til filmene fra italiensk films guldalder og ikke mindst filminstruktøren Federico Fellini, og i Rom er der blandt andet en slet skjult reference til den ikoniske scene i La Dolce Vita, hvor en underskøn Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen. Men det var slet ikke så let af få rammerne på plads på den stærkt besøgte plads, som på forhånd var blevet spærret af. Der var nemlig fodboldderby mellem lokalholdene S.S. Lazio og AS Roma, hvorfor politiet havde afspærret Fontana di Trevi for at undgå, at euforiske fodboldfans efter kampen skulle føle sig fristede til at gøre den svenske skuespillerinde kunsten efter. Optagelserne hang mildest talt i en løs tråd.
”Men det viste sig, at der blandt de betjente, der holdt øje med området, var en sicilianer, som tilfældigvis var i familie med en politiker i byrådet, og så fik de hurtigt løst den sag,” fortæller Bodil Jørgensen, der så fik lov at indtage verdens måske mest berømte springvand.
Bodil havde både mand og børn med i Rom, mens optagelserne stod på, men på trods af, at parret ejer et lille hus nord for San Remo i Ligurien, så havde ingen af dem tidligere besøgt den italienske hovedstad.
”Vi boede sammen i en uge på et nyåbnet hotel lige ved Tiberen. Elevatoren sad fast, og aircon’en virkede ikke. Men vi havde en helt fantastisk udsigt over byen, og folk var så utroligt søde. Jeg elskede det, og jeg følte mig virkeligt hjemme. I det hele taget har jeg haft mange skønne og livsbekræftende oplevelser med italienerne.”
”Det er sjældent, at jeg kan se, om en film er blevet god, når jeg selv medvirker.”
“Jeg husker også, da jeg besøgte min mand i Sorrento under optagelserne af Den skaldede frisør. Vi boede i en helt utrolig villa, der var ejet af en stenrig skibsreder fra Rom. Jeg husker, at Pierce Brosnan havde sin gode ven med, som var portrætmaler. Han skulle så male skibsrederens kone, men skibsrederen havde videoovervågning på alt i huset, og han så så denne her kunstner male hans kone … og det endte så med, at maleren røg ud på røv og albuer. Han nøjedes vist ikke med at portrættere den rige kvinde. Det var så italiensk og egentlig et meget vildere plot end den film, de var i gang med at indspille.” Bodil ler hjerteligt.
Hun taler overraskende afdæmpet – et godt stykke fra den småberusede, cigaretrygende mor i Rytteriet.
Spiller ofte ældre end hun er
”Det er sjældent, at jeg selv kan se, om en film er blevet god, når jeg medvirker. Men jeg synes, den er blevet rigtig god, rørende og skøn. Kunstlæreren bor i en lejlighed i Rom. For satan, hvor var den flot! Fire meter til loftet, og filminstruktøren Paolo Sorrentino bor faktisk lige ovenover. Det er godt, de er begyndt at lave film igen. Engang var italienske film jo noget helt særligt med ikke mindst Fellini. Dengang turde man at prøve noget nyt, men det holdt man desværre op med.”
Det med selv at turde at prøve noget nyt er alt andet end fremmed for Bodil, der har mere end 40 års erfaring fra både teater, tv og film. Og måske har netop det været medvirkende til, at hun ikke oplever at være mindre efterspurgt, bare fordi hun ikke længere er i sin ungdoms vår.
”Jeg var i en del år på Det Kongelige Teater, og så væltede der jo en væg, og jeg sagde op. Jeg måtte ud af det. Der skulle ske noget. Jeg var helt ødelagt efter oplevelsen, men så fik jeg tid til at lave en kabaret nede på båden Liva.”
“Jeg har fra meget tidligt i min karriere spillet en, der var ældre, end jeg egentlig var, og spillet den der mærkelige dame, der bor ved siden af. Jeg har ikke noget med, at jeg skal spille en hovedrolle. Jeg kan godt lide de små mærkelige roller, og jeg fandt så Rytteriet, der blev endnu mere mærkeligt og sjovt og så selvfølgelig Badehotellet, som vi optog over en periode på 10 år.”
”Noget af det første, jeg lavede på film, var Idioterne. Det var lidt af et gennembrud. Men fordi jeg ikke har haft nogen plan for min karriere med udlandet og alt det der, så har jeg ikke været bange for at prøve ting af. Der er næsten altid en rolle til mig. Jeg kunne dog godt tænke mig, at vi ikke altid castede de samme skuespillere. Jeg bliver selv brugt meget i roller, hvor jeg faktisk synes, at man godt kunne prøve nogle andre af.”
”Men det skulle jo ikke være nepotisme, så jeg fik i stedet rollen som en stor sten. Jeg lå dernede bag nogle rekvisitter, og bagefter sagde han altså også, at jeg havde været en virkelig god sten.”
Bodil Jørgensen voksede op i en lille landsby ved Vejen i Sydjylland som datter af to skolelærere. Hun var den mellemste i søskendeflokken, og hun beskriver sin mor som struktureret, mens faderen ’klovnede’ meget. Bodil gik på den samme skole, hvor forældrene underviste, og det var faren, der stod for skolekomedien.
”Men det skulle jo ikke være nepotisme, så jeg fik i stedet rollen som en stor sten. Jeg lå dernede bag nogle rekvisitter, og bagefter sagde han altså også, at jeg havde været en virkelig god sten.”
”Og når vi skulle have gæster, så husker jeg, at min far fik os alle til at gemme os rundt omkring i huset. Så når gæsterne, der jo altså var lokale bønder, kom ind, så var der ikke nogen. Så humoren fulgte nok med mig derfra.”
Skal kunne grine af sig selv
I gymnasiet kom Bodil i klasse med Uffe Rørbæk fra De Nattergale, hvor hun for første gang oplevede et mentalt gennembrud på scenen.
”Det var, som om al lyd og tid forsvandt, når vi lavede teater sammen. Vi opførte et Bertolt Brecht-stykke, hvorefter jeg tog til England, hvor jeg arbejdede på et Bed ’n Breakfast. Jeg lavede breakfast. Der lærte jeg nogle engelskstuderende at kende, og de forærede mig Shakespeares samlede værker. Jeg var helt solgt.”
Efter studietiden kom Bodil til Aalborg Teater, hvor hun primært spillede tragedier. ”Jeg døde i næsten alle forestillingerne,” husker Bodil. ”Og jeg var god til det.”
Humoren kom ind af bagvejen, og første gang, hun lagde mærke til det, var under en et sørgeligt stykke, der hed Wienerballader, hvor hun spillede en tobakshandlerske, der forelsker sig i en ung mand i byen.
”Et af de steder, hvor det er allermest tragisk, der grinede folk allermest. Og det er det tragikomiske, jeg synes er sjovt. Lidt som i Rytteriet, hvor der er så mange anløbne karakterer.”
”Hey, er det ikke dig, der siger ’hold så din kæft’? Det er ordentligt sygt.”
Man skal ikke have set ret mange film eller forestillinger med Bodil Jørgensen for at forestille sig, at hun formår at grine af sig selv. At hun har en evne til at tage brodden ud af alvoren og vise de sider af sig selv, som de færreste af os har modet til at vise, fordi vi finder dem alt andet end flatterende. Og hun bekræfter da også netop denne forestilling.
”Ja, man skal være god til at grine af sig selv. Det værste er at være selvhøjtidelig som skuespiller, for der er altid nogen, der kigger på en. Nogen vil kunne genkende noget, og det, man genkender, er ofte det, man ikke vil genkendes på. Vi mennesker glider hele tiden i en bananskræl, selv om vi prøver at lade være. I går gled jeg på isen, og så skulle jeg stables på benene igen, mens jeg blev ved med at glide. Det var en frygtelig affære, og så det er godt at kunne grine af sig selv.”
