Joachim kører den åbne Mini ind af den tilvoksede skovvej, før han stiger ud med et stort smil. Han pendler frem og tilbage fra Østerbro til Svendborg og har travlt som aldrig før, og derfor har han tilbudt at lægge vejen forbi redaktørens sommerhus i Vestsjælland, før turen går videre til Fyn.
Det karakteristiske ansigt bringer med det samme minder frem om rollen som Dario-drengen Peter, der er Viktors rival i kampen om at vinde den skønne Anjas kærlighed i filmhittet ’Kærlighed ved første hik’ fra 1999. Det blev siden til flere efterfølgere, og selv om Joachim Knop bruger det meste af sin tid som operasanger og teaterskuespiller, så er det den rolle, der hænger ved i offentligheden. Men det er han ikke ked af. Det er nemlig en rolle, der giver plads til de store armbevægelser, som er en så integreret del af hans personlighed, at han på nogle områder føler sig helt italiensk, selv om både dåbsattest og et helt liv med postnummer 2100 på sundhedskortet indikerer, at han er pæredansk.
Men kærligheden til Italien og den italienske livsstil er stærk – ligesom sproget, som er umuligt at adskille fra Italien og italienerne.
”Det er den der passion. Den der rullen på r’erne, du ved. Italienerne overdriver jo, og jeg er selv vild med at overdrive. Det er også det, jeg elsker, når jeg laver teater. Når man laver film, så skal man som regel holde det nede, medmindre man har de filmroller, jeg har haft, hvor det passer meget godt ind. I Anja og Viktor-filmene spiller jeg jo Peter med store armbevægelser og store udbrud. Det italienske sprog passer også perfekt ind i operaens verden, hvor vi skal fortælle en stor historie på kort tid,” fortæller Joachim Knop, der tager en tår napolitansk Kimbo-kaffe og lader blikket falde ned på telefonen foran ham, hvor sekunderne ruller utrætteligt fremad i lydoptagelsen.
”Altså, Jeg kan godt lide det subtile, men jeg skal virkelig arbejde med det. Min gamle rektor sagde: ’Joachim skriver meget småt og taler meget højt’. Jeg har altid talt højt og meget tydeligt, og jeg aner ikke hvorfor.”
Han taler med ulastelig diktion og øjnene rettet mod et udefinerbart fikspunkt et sted mellem de træer, der omgiver det lille træhus. De italienske ord og fraser bliver vendt i munden og behandlet, som var de særligt velkomne gæster, der skal udvises ekstra opmærksomhed.
Vejen fra operaens finkulturelle verden til en serie af Regnar Grasten-film kan synes lang, men for Joachim Knop er det bare med til at skabe et balanceret og rigt arbejdsliv.
Kør den ind med Puccini
”De fleste forbinder mig med Anja og Viktor. Og det er jo ikke så sært. For hvis du opfører en opera ti gange for 1000 mennesker hver gang, så kommer den ud til 10.000 mennesker. Men en film derimod kan jo vises i mange biografer over hele landet og sendes på tv igen og igen.
”Folk tror, at man skal operadebutere med Mozarts Tryllefløjten. Men den tager jo tre timer. Start i stedet med Puccinis La Boheme. Det er opera goes Hollywood. Det gør ikke så meget, at du ikke forstår sproget, for Puccinis musik forklarer det hele. Hvornår de er glade, og hvornår de er kede af det. Den er dejligt kort – kun fire korte akter – og der er så mange hits, at det er svært ikke at gå nynnende ud af salen, når man har set den. Det er sgu der, man skal begynde,” siger Joachim Knop med stærk overbevisning og ditto passion for en genre, som har det med at opdele folk i -elskere og -hadere.
At lære at elske opera er også at have et åbent sind. Og det er et område, hvor Joachim Knop mener, at vi i Danmark kan lære noget af italienerne.
”Jeg synes, den almindelige dansker bør lukke sin indre italiener ud i ny og næ. At byde velkommen med åbne arme. At ikke altid sidde i vores kolde stuer og drikke kaffe med os selv og pege fingre af alle mulige andre. Lad os i stedet åbne vores døre og vores sind for andre. Jeg føler, at italienerne har været gode til det.
Jeg har aldrig selv været bange for at græde eller grine. Måske holder vi danskere lidt mere på formerne. I operaens verdens skal man vise store følelser på kort tid, og det er vidunderligt, når publikum også går hjem og tør bagefter.”
Joachim lyser op, da et fad med forskellige oste bliver sat frem. Pecorino, Ubriaco, Brundu og så en Gorgonzola Dolce. Han fortæller, at han egentlig ikke er sulten, men særligt den bløde, cremede gorgonzola er svær ikke at smøre på det letristede filone.
”Jeg er en jubeloptimist, og jeg har meget svært ved at se sort på livet. Nogle vil måske sige, at jeg er født med en guldske i røven, men man kan jo også opsøge den der guldske. Jeg elsker drømme og har det fint med, at mine ikke går i opfyldelse. Jeg elsker italiensk mad, men har det også fint med havregryn og mælk. Jeg er gift med en fantastisk kvinde, jeg elsker at kysse på, og jeg har tre vidunderlige, sunde og raske børn. Jeg kan skændes med min kone, men jeg elsker hende højt, og jeg har et dejligt lille hus. Jeg ved godt, at jeg er heldigt stillet, men jeg har opsøgt mit held.”
”En jubeloptimist kan også være trist og græde. Jeg kan også synes det hele er hårdt. Men jeg får det ud med det samme. Så har jeg en halv dag, hvor jeg tuder og synes, det hele er hårdt, men så er jeg glad igen dagen efter. EN fordel ved at græde er at komme af med det, og hvis man ikke tør græde eller grine og så samler det sig og bliver kæmpe klumper i maven.”
Jeg er så ordentlig at folk vil brække sig
Joachim Knop debuterede i 1991 som 19-årig skuespiller i Drengene fra St Petri. Verden stod åben, men han var sikker på, at det var den vej, han ville gå – også selv om han med egne ord havde sind som en 12-årig. Det bedste råd om fremtiden fik han dog af Tommy Kenter:
”Du skal kun gøre det her, hvis du ikke kan lade være”. Et råd Joachim Knop har efterlevet lige siden. Og han er så heldig, at han har kunnet leve af sin passion.
”Jeg har i bund og grund kunne leve af det i 30 år, fordi jeg er nysgerrig og tør at prøve nye ting. Jeg bliver næppe Danmarks største operasanger, men det er ikke så vigtigt. For mig er det vigtigt, at jeg morer mig i min hverdag og i mit arbejde. Og dem jeg arbejder med, holder jeg af. Jeg skifter tit arbejdsplads og møder mange vidunderlige mennesker. Som heller ikke kunne lade være at gøre det. Spille teater og synge.”
Det er også her, Joachim får lov at lege med udgaver af sig selv, som ligger meget langt fra den mand, som hans nærmeste kender så godt. Og det gælder blandt andet spradebassen Peter i Anja og Viktor-filmene.
”Jeg elsker at spille the bad guy. Han får nemlig tit lov til at have lidt større armbevægelser. Det er jo sjovt at spille det, jeg ikke er til daglig. I det virkelige liv er jeg svigermors drøm, men det er sjældent, jeg får den slags roller. Der er ellers så lidt bad guy i mig. Jeg opfører mig så ordentligt, at de fleste ville brække sig over det,” siger skuespilleren og løfter øjenbrynene.
”Italienerne ville sikkert grine af, at jeg ikke har knaldet udenom, men sådan er jeg virkelig ikke. Jeg er meget trofast,” understreger familiefaderen fra Østerbro, der har været sammen med sin norske kone, skuespilleren Tuva Semmingsen, i mere end 20 år.
Sjovere at kysse ædru
La famiglia betyder alt, og det trygge familieliv er ligeledes grundlaget for Joachims glæde ved sin profession og for livet i sin helhed. Og ganske som i Italien er det ikke blot forholdet til kone og børn, der er vigtig, men også hans forældre er en integreret del af familielivet. ”Vi har det godt sammen – alle sammen. Der er tryghed, og vi tør tale om tingene. Vi har en ugentlig middag, hvor vi taler om alt. Nogle gange er det ikke så meget at tale om, nogle gange skændes vi, andre gange græder eller griner vi. Men vi taler om alt.”
Joachim smører endnu et lag gorgonzola på det ristede brød, og drømmer sig fra søndagsmiddage i familiens selskab til la cucina italiana.
”Jeg kan ikke leve uden pasta og olivenolie. Og så elsker jeg gode pizzaer. I Slankedanmark er det jo ikke så godt, men så må man altså løbe en ekstra tur. Jeg er i al fald ikke blevet tyk af at spise pizzaer. Jeg har dog også en vild energi og kan ikke sidde stille,” funderer skuespilleren.
”Jeg kan desværre sagtens leve uden rødvin. I dag kan jeg næsten kun drikke hvidvin og Prosecco. Jeg drikker ikke ret meget, og jeg har ikke længere behov for at drikke mig fuld. Jeg er for helvede en gammel mand, og jeg tør godt at smide hæmningerne uden alkohol. Der kan vi lære noget af italienerne. Jeg bilder mig ind, at de har et sundere forhold til alkohol end os danskere. Jeg fortæller også mine drenge, at man ikke behøver at drikke sig fra sans og samling for at kysse en pige. Det er faktisk sjovere at kysse ædru.”
”Hold kæft nogle flotte kroppe”
Italienerne derimod synes ikke traditionelt af have samme hæmninger, og det ikoniske sort/hvide billede af en ung kvinde, der får opmærksomhed fra en hel gade fuld af italienske mænd er stadig med til at underbygge en fortælling om de italienske mænd som en flok uforbederlige skørtejægere. Men i en tid, hvor det kan være risikabelt at italesætte eller give udtryk for værdsættelse af kønnenes forskelligheder og skønhed, har Joachim Knop et budskab.
”For vel kan det være for meget i Rom, når man som kvinde ikke kan gå i fred for mænd, der pifter, men man må jo altså gerne give komplimenter. Jeg elsker at give kvinder komplimenter, og det insisterer jeg på at blive ved med. Hvis vi insisterer på at det er krænkende, så … gu’ er det da røv. Det må aldrig blive som i Sverige. Jeg lavede en forestilling i Odense med en masse unge dansere mellem 16 og 20, og jeg sagde: ’Hold kæft nogle flotte kroppe!’. Så sagde svenskerne. ’I Sverige var du kommet op på chefens kontor. Du må da ikke stå og rose unge menneskers kroppe på den måde.’
Joachim ryster opgivende på hovedet. ”Jamen, man må da også rose skuespillernes stemmer. Det er jo unge mennesker, der har arbejdet stenhårdt hver dag for at få den perfekte krop, lige som jeg har arbejdet i mange år for at få den perfekte stemme. Tænk at man ikke tør at give en kompliment, fordi man er bange for at den, der får komplimenten, føler sig krænket. Jeg komplimenterer smukke kvinder, og det vil jeg blive ved med at gøre. Vi må da for helvede kunne rose hinanden, uden at det skal lugte af sex.”
Skuespilleren håber at få mere tid til at lade sin veltrænede stemme behandle klassiske croonersange med italiensk udtryk. Og det foregår i jazztrioen Attenzione Dino! sammen med konen Tuva og pianisten Nikolaj Benzon.
”Jeg elsker bare Dean Martin, og han blev jo kaldt Dino. Der var sådan en charmerende tjener nede på restauranten L’Imperatore, lige hvor vi bor, og han kaldte mig altid Dino, og så tænkte jeg, at det var det, vi skulle hedde. Her får jeg lov til at synge med italiensk accent,” ler Joachim og bryder ud i ’When the moon hits the sky like a big pizza pie that’s amooooore”, uden andet publikum end redaktøren og et enkelt rådyr, der har forvildet sig ind mellem træerne tilsyneladende helt upåvirket af både musik, italienske oste og det komplekse forhold mellem hanner og -hunner i menneskenes verden.
